Danskeren vandt semfinalen over franske Kristina Mladenovic, der ligger nummer 102 på verdensranglisten, i to hurtige sæt - 6-2, 6-3, og dermed er Wozniacki klar til sin første finale siden oktober 2013.
I første sæt fulgte franskmanden med indtil 2-2, hvorefter topseedede Wozniacki satte tempoet op, vandt fire partier i træk og sikrede sig sættet.
Caroline Wozniacki fik hurtigt brudt Mladenovic i andet sæt, og danskeren kunne herefter kontrollere sættet og dermed køre sejren hjem.
I finalen møder Wozniacki den andenseedede italiener Roberta Vinci, der vandt sin semifinale med 6-4, 6-2 over kroatiske Ana Konjuh.
Danskeren indledte turneringen ved at ydmyge verdensranglistens nummer 62, Belinda Bencic, med cifrene 6-0, 6-0. Anden runde bød på lidt mere arbejde for den tidligere verdensetter, der sejrede med 4-6, 6-2, 6-1 over italienske Karin Knapp.
I fredagens kvartfinale måtte danskeren også ud i tre sæt. 6-1, 3-6, 6-2 lød sejren over tjekkiske Karolina Pliskova på.