Caroline Wozniackis dårlige resultater giver bange anelser før Wimbledon. Flere eksperter spår hende en svær turnering – ikke mindst fordi danskerens mange nederlag gør, at hun for første gang  siden 2007 er useedet.

Hvad kan man forvente af Caroline Wozniackis deltagelse i Wimbledon-turneringen, der serves i gang om mindre end halvanden uge?

Spørger man den engelske journalist Mike Dickson, der følger international tennissport tæt for dagbladet Daily Mail, er svaret nedslående.

»Som jeg ser det, befinder Wozniacki sig i øjeblikket i en spille- og resultatmæssig bølgedal,« siger han og henviser til den seneste uges overraskende nederlag mod verdensranglistens nummer 49 Yanina Wickmayer og nummer 97 Anett Kontaveit, ved græsturneringerne i henholdsvis Birmingham og Nottingham.

»Det er resultater, der efter min mening bør få hende til at kigge indad og spørge sig selv om, hvad der er galt og overveje, hvad hun vil med sin karriere. Da hun lå nummer et på verdensranglisten (2010-2012, red.), var det jo spillere, som hun med lethed ville have besejret. Jeg kender hende ikke godt nok til at kunne diagnosticere årsagen til nedturen. Men et eller andet er der galt, og jeg tror, at hun får det svært i Wimbledon. Ikke mindst fordi hun for første gang i mange år (siden 2007, red.) er useedet, og derfor risikerer at møde topspillere som Serena Williams og Victoria Azarenka tidligt i turneringen,« påpeger Mike Dickson.

Den tidligere danske landsholdsspiller Peter Bastiansen giver ham ret.

»Jeg synes, Carolines præstation mod Wickmayer var langt under det forventede. Hvis man ser bort fra baghånden, som stadig fungerer for hende, bevægede hun sig dårligt rundt på banen. Desuden synes jeg, at hun var ramt på selvtilliden. Men det tror da pokker, når hun uge efter uge ryger længere og længere nedad verdensranglisten. Hvad angår Wimbledon tror jeg bare, at hun skal være glad for hver kamp hun får. Det lynhurtige græsunderlag har aldrig bekommet hende vel,« siger Peter Bastiansen.

En anden tidligere landsholdsspiller, Tine Scheuer-Larsen, der kommenterede kampen mellem Caroline Wozniacki og Yanina Wickmayer på TV3 Sport, ser også med bekymring på danskerens Wimbledon-muligheder.

»For første gang i mange år har jeg ingen forventninger til Caroline i Wimbledon. Faktisk er jeg bare glad for, at hun er med, og at hun tilsyneladende har overvundet den ankelskade, der har plaget hende en stor del af foråret,« siger Tine Scheuer-Larsen.

Caroline Wozniackis tidligere træner Michael Mortensen er mere optimistisk.

»Det er altså ikke nogen skam at tabe til Wickmayer, der er en glimrende spiller. Jeg synes, at Caroline i den kamp spillede okay, men at hun i visse dueller manglede beslutsomhed. Hvad angår Wimbledon kommer meget til at afhænge af lodtrækningen. Er den optimal kan jeg sagtens se, at hun vinder nogle kampe derovre,« siger Michael Mortensen, der ikke synes, at Caroline Wozniackis motivation for stadig at være med på WTA Touren er dalende.

»Slet ikke. Det er et faktum, at hun er nede som nummer 35 på verdensranglisten. Men det skyldes primært forårets lange skadespause. Jeg synes, at hendes attitude hun mod Wickmayer var fin,« siger han.

Efter nederlaget blev Caroline Wozniacki ved et pressemøde spurgt om målsætningen for resten af sæsonen.

»Mit mål er altid at vinde. Men lige nu hedder det bare én kamp ad gangen,« sagde hun.

Den beskedne udmelding roses af Michael Mortensen.

»Selvfølgelig er Wimbledon-turneringen vigtig for Caroline. Men efter skadespausen skal hun bruge den til at genvinde kampformen, så hun er klar, når turneringerne på hendes favoritunderlag (hardcourt, red.) genoptages om en måneds tid,« siger Michael Mortensen.

Under Wimbledon-turneringen bliver det afgjort, hvorvidt Caroline Wozniacki af det internationale tennisforbund bliver tildelt OL-adgang på dispensation.

»Det vil være fint for hende og dansk tennis, hvis ITF giver grønt lys. Men jeg tror, at det ender med en politisk beslutning, og dermed et ’nej’. Hun har ikke deltaget i det påkrævede antal Fed Cup-kampe. Siger ITF ja, vil det fremadrettet danne præcedens og give andre topspillere mulighed for at droppe landsholdsturneringen, som ikke alle holder lige meget af,« siger Peter Bastiansen.

Før Wimbledon deltager Caroline Wozniacki i den kommende uge ved en turnering på græsunderlag i den engelske badeby Eastbourne.