Det så ellers så lovende ud, da Caroline Wozniacki fuldstændig dominerede Yulia Putintseva ud af banen i det første sæt ved danskerens første kamp i Australian Open. Men så gik det galt. Wozniacki endte med at tabe et lige andet sæt i tiebreaken, og i det tredje sæt var det en rystet dansker, som måtte se Putintseva juble efter at have kørt sejren med 6-4.

Den danske tennisekspert Anders Haahr Rasmussen, som har fulgt Wozniacki tæt gennem hele karrieren og tidligere har skrevet bogen »En bold ad gangen« om hende, var ked af at se, hvordan hun forspildte muligheden for at få en god start på sæsonen 2016.

»Det er ærgerligt, for hun stod med rigtigt gode muligheder for at nå frem til en ottendedelsfinale, hvor Serena Williams ventede. Det ville have været en god start på sæsonen, nu er det i stedet bare tilbage til start.«

»Hun kravler ned i et hul og gemmer sig, hun bør aldrig tabe sådan en kamp. Det er virkelig besynderligt.«

Anders Haahr Rasmussen undrer sig over, at Caroline Wozniacki tilsyneladende har svært ved at holde fast i troen på sig selv. Når hun kommer under pres, så falder niveauet, og hun mister gejsten og sejrsviljen.

»Det er er svært at blive klog på, fordi hun virker til at have det ret godt - og til at spille ret godt. Hun har haft en god off-season og bygget et godt hold op omkring hende med en fysioterapeut og en ny fysisk træner fra USA. Og melder tvivlen sig pludselig igen. Fernissen er så tynd, der skal så få sprækker til, før det går galt. Der skal bare en lille dårlig periode til, så vælter alle uvanerne frem.«

»Det er godt nok nedslående at se, hvor rådvild og frygtsom tennis, at hun begynder at spille, da først kampen bliver tæt. En ting er, at hun slipper taget om kampen, det er hvad der sker. Så ryger de ud i et tredje sæt, og der er det hende, der er vant til at stå på de store baner og grand slam-tennis. Hun er vant til den situation, og alligevel er det hende, der er bekymret og spiller henholdende.«

TENNIS-AUS-OPEN

»Det var svært at få øje på den glæde, der var engang tidligere i hendes kampe, når hun kom ud i sådan nogle tætte kampe. Dengang kunne man næsten se, at hun tænkte »fedt mand, 4-4 i tredje sæt, der er ikke noget sted i verden, at jeg befinder mig bedre«, og så vidste man bare, at hun gik ind i et fejlfrit mode, hvor alle slag lå tæt på linjerne. Nu virker det som om, at hun i stedet tænker »åh nej, sker det nu igen, at jeg taber til en lavt rangeret spiller.« Og det bliver et selvopfyldende profeti, fordi det bliver så forkrampet.«

Tenniseksperten vil dog ikke afskrive Wozniackis muligheder for igen at blive en de dominerende spillere, og hun kan endda igen komme til at stå i grand slam-finale, fastslår han:

»Der er så mange op- og nedture i tennisverden, især på WTA-touren, så det giver ikke mening at afskrive hende på sigt. Formen går op og ned for mange af spillerne. Man kunne også have afskrevet hende for et par år siden, og lige pludselig stod hun igen i en US Open-finale mod Serena Williams. Der er stadig masser af muligheder,« fastslår den danske tennisekspert.