Caroline Wozniacki har været på ferie. Hvis du ikke vidste det, har du ikke været på Instagram for nyligt.

Her har hun nemlig sendt det ene postkort efter det andet til sine næsten en million følgere. De har fået lov at se Wozniackis stor-roste bagdel, hendes klodsede forsøg på at springe i vandet og en menneskepyramide på milliardæren Richard Bransons ø, Necker Island, i Caribien.

Men snart er ferien ovre, og så skal Wozniacki se, om hun kan klatre endnu højere op på verdensranglisten end den 19.-plads, hun indtager nu. En af de første opgaver bliver i New Zealand, hvor hun deltager i den velbesøgte ASB Classic sammen med blandt andre Ana Ivanovic samt Serena og Venus Williams.

I den forbindelse får danske Carolina Wozniacki store roser med på vejen. Hun bliver ligefrem kaldt et ikon inden for tennis af turneringsdirektør Karl Budge.

»Tennis har brug for, at Wozniacki gør det godt. Hun er en af sportens ikoner, og det er spændende at se hende tilbage i top 20 samtidig med, at hun spiller tættere på top fem-niveau,« siger Karl Budge ifølge newzealandske Stuff.

Caroline Wozniacki l i august helt nede som nummer 74 på verdensranglisten, men en stærk afslutning medvirkede, at hun endte som nummer 19. Og spørger man tennisdirektør fra New Zealand, så spiller hun på et endnu højere niveau, end den ranglisteplacering bevidner.

»I det seneste halve år har hun nok været den mest formstærke spiller foruden Angelique Kerber. Hun tabte i semifinalen i US Open, vandt i Tokyo og Hong Kong og har haft en virkelig god sidste halvdel af sæsonen,« siger Karl Budge.

Turneringen i Auckland starter den 2. januar og spilles indtil den 7. januar 2017.