Turneringen har været afviklet siden 1900 og vil efter alt at dømme fortsætte mange år endnu. Men nu tyder alt på, at de mandlige tennisspilleres hold-VM, Davis Cup, står foran en bemærkelsesværdig modernisering.

»Årsagen skyldes at vi i ITF gerne vil imødekomme spillernes ønsker og krav,« siger det internationale tennisforbunds danske bestyrelsesmedlem, Thomas Kønigsfeldt, til BT.

I øjeblikket afvikles Davis Cup-holdkampene over en lang weekend; fra fredag til søndag.

»Det er ofte endt i langvarende og udmarvende fem-sæts-kampe. Men nu er der planer om at gå ned til to-dages-arrangementer, og nedsætte hver enkelt kamps maksimale sætantal fra fem til tre. Hver holdkamp bliver indledt med fire singler, og vil efter alt at dømme blive afsluttet med en double,« siger Thomas Kønigsfeldt.

Forslaget ventes vedtaget på ITF’s generalforsamling i august i Vietnam, og allerede igangsat fra begyndelsen af 2018.

»Det er vores håb, at ændringerne af turneringsformatet vil betyde, at topspillerne igen får lyst til at spille Davis Cup. Det har jo de seneste år været sådan, at mange har fravalgt turneringen for i stedet at satse på den individuelle karriere. Det var i første runde i år eksempelvis sådan, at Serbien havde glæde af Novak Djokovic, mens både Andy Murray (Storbritanien, red.), Roger Federer (Schweiz, red.) og Rafael Nadal (Spanien, red.) var fraværende,« siger Thomas Kønigsfeldt.

Danmark deltager i Davis Cup-turneringens tredjebedste række, »Europa/Africa Gruppe II«, hvor man i weekenden 7.-9. april møder Norge på udebane. Vindes denne kamp bliver modstanderen i næste runde - 15.-17. september - enten Sydafrika eller Slovenien.