LONDON: Kritikken af Caroline Wozniacki har det seneste stykke tid været hård.

Mens det engelske dagblad Daily Mails tenniskorrespondent Mike Dickson til BT har udtalt, at den 25-årige dansker efter en række skuffende resultater og et dyk til 45. pladsen på verdensranglisten bør kigge indad og revurdere sin tilgang til karrieren, har den tidligere danske tennislandsholdsspiller Peter Bastiansen sagt, at hun hellere skulle træne noget mere end stille op til det ene kendis-arrangement efter det andet.

BT mødte i eftermiddag Caroline Wozniacki til en snak på Wimbledon-anlægget, hvor hun tirsdag spiller førsterunde-kamp i den traditionsrige Grand Slam-turnering mod den 13. seedede russer Svetlana Kuznetsova.

Her afviste hun ikke, at hun er bekendt med snakken, ligesom det var tydeligt, at den ikke bekymrer hende synderligt.

»Jeg synes, at kritikken er uberettiget,« sagde hun kortfattet og med et skævt smil, der indikerede, at hun ikke ønskede sig flere spørgsmål af den art.

Hvor står du formmæssigt lige nu?

»Jeg synes, at jeg ramte bolden helt fint i Eastbourne, og at jeg der spillede nogle gode kampe. Jeg er tilfreds med spillet. Nu handler det bare om at få en hel masse kampe under bæltet, og forhåbentlig kan jeg vinde over Svetlana Kuznetsova.«

Du fører den indbyrdes statistik mod hende 6-5. Er noget du kan bruge positivt i den mentale opladning?

»Det er en ny kamp. Kuznetsova spiller med power og hun går efter sine slag. Hun har vundet store turneringer og er bagefter dykket lidt på verdensranglisten. Det er ikke unaturligt. Man kan ikke være på toppen hele tiden. Men hun er en god spiller og er helt sikkert oppe i gear. Jeg mener, at mine sejrschancer er gode og går naturligvis efter at vinde.«

Letter det presset på dig, at du går useedet ind til kampen og dermed ikke er favorit?

»Ikke rigtigt. Jeg ved, hvad jeg kan, og hvor godt jeg kan spille. Jeg vil bare gå ind og nyde kampen nu, hvor jeg et stykke tid har været udenfor med en skade.«

Mærker du noget til den ankelskade, du pådrog dig i april og som holdt dig væk fra turneringstennis i over to måneder?

»Ikke sådan rigtig. Men kan altid mærke det lidt efter man har spillet, men det er slet ikke noget, jeg lægger mærke til, når jeg spiller. Så giver jeg den bare gas. Anklen er dog tapet op. Det har den brug for i øjeblikket.«

Din nye træner (David Kotyza, red.) har sagt, at han håber, du kan præstere på et højt niveau i Wimbledon, men at man først skal forvente, at du måske først topper i hardcourtsæsonen senere på året. Hvad mener du selv?

»Som spiller ønsker man altid, at man kan yde på højeste niveau. Men det er klart, at hardcourt nok ligger bedre til mit spil, selvom jeg elsker at spille på græs. Efter en skade tager det lidt tid at komme fuldstændig op i gear. Men jeg føler altså, at jeg ramte bolden rigtigt godt i sidste uge i Eastbourne, og jeg ser ikke, hvorfor jeg mod Kuznetsova ikke kan fortsætte det gode spil og vinde.«

Du har nu samarbejdet med David Kotyza i tre måneder. Hvordan synes du, at det har fungeret?

»Helt fint. Han har erfaring som træner. Vi har fokuseret på lidt tekniske ting. Vi er sammen i mange timer. Derfor er det vigtigt, at vi kan holde hinanden ud.«

Har det efter den lange pause været ekstra fedt at komme tilbage til kampene på WTA Touren?

»Det er den længste pause, jeg nogensinde har holdt. Ellers har det stort set været tennis hver eneste dag siden jeg var 10 år. Nogle gange må man finde det positive i det negative. Jeg fik en ufrivillig pause, og så er man klar igen til at give den en skalle. Det er sjovt at være tilbage. Det er Wimbledon. Det er en Grand Slam-turnering, som jeg ser frem til at spille.«

Du får svar på din OL-dispensationsansøgning på torsdag. Hvor meget fylder det i dine tanker?

»Ikke meget. Faktisk tænker jeg kun på Wimbledon. Der er jo ikke så meget, jeg kan gøre. Jeg må bare acceptere, hvad de siger og så håbe, at de siger god for, at jeg må spille i Rio. Min fornemmelse siger mig, at jeg gerne må spille. Men jeg ved det ikke. Det er jo ikke mig, der tager beslutningen. Der er et par stykker andre, der er havnet i samme situation som mig. Jeg har det sådan, at ITF har nogle valg, der skal træffes. Men jeg synes, at jeg gennem årene har interesseret mig for Fed Cup, så jeg vil blive overrasket, hvis de siger nej.«