Du godeste Gud! Hvad pokker! Er det virkelig dig!? To tennisspillende fyre fik sig noget af en overraskelse, da de fik selskab af en hundeluftende Serena Williams.

Den amerikanske tennis-superstjerne var mandag aften ude at lufte sin hund, Chip. Her kom hun forbi et tennisanlæg, hvor to unge mænd havde gang i en tenniskamp.

Det gav den 23-dobbelte grand slam-vinder lyst til at lave lidt sjov med dem. Hun spurgte derfor, om hun måtte være med til at slå lidt.

I første omgang virker fyrene noget forvirrede. For det kan da ikke være selveste Serena Williams - verdens bedste kvindelige tennisspiller gennem tiderne - der står og spørger, om hun må spille med dem.

Men jo det er det.

»Wauw! Du godeste Gud! Hvad pokker! Er det virkelig dig,« lyder deres reaktion, som kan på den video, som Serena Williams har lagt ud på Snapchat.

Her kan man se hele optrinnet - fra Serena Williams får idéen til hun til sidst har spillet med de to fritids-tennisspillere.

»Jeg er ude at gå en tur her til aften. Nu vil jeg spørge de her to gutter, om jeg må spille med. Bare for at se deres reaktion,« siger Williams til kameraet.

Da den første forbløffelse er overstået er de to tennisspillere ikke i tvivl: Selvfølgelig må hun det. Williams, som er iført vinterstøvler, hopper derefter ind på banen og får en ketcher.

»Jeg har bare støvler på. Og jeg gider ikke varme op. Gør ikke dette derhjemme,« griner hun til kameraet, hvorefter ‘kampen’ kan gå i gang.

Skal man tro klippet, kommer Williams - vinterstøvler eller ej - ikke overraskende ud som sejrherre mod de to amatører.

»Stadig ubesejret,« siger hun, og tilføjer til sidst i videoen:

»Historiens morale er, at du aldrig ved, hvornår jeg kommer til en tennisbane nær dig.«

35-årige Serena Williams, som er en tæt veninde med Caroline Wozniacki, er kendt som en humørfyldt og sympatisk tennisstjerne, hvilket denne episode er et ret godt bevis på.