Auckland: Det frustrerer Caroline Wozniacki, at det efter hendes opfattelse var dommerens skyld, at hun natten til lørdag dansk tid tabte andet sæt og dermed kampen i semifinalen ved WTA-turneringen ASB Classic i Auckland, New Zealand.

Da danskeren havde sætbold, var hun udsat for et dårligt dommerskøn og tabte duellen, mener hun.

»Det var meget frustrerende - specielt på sådan en vigtig bold. Der var en række tvivlsomme kendelser både i går og i dag, men det er, hvad det er, og det ændrer ikke hele kampen.«

»Men selvfølgelig er en sætbold vigtig, men i sidste ende skulle jeg havde gjort det mindre spændende derude. Det ville have været lettere,« siger Caroline Wozniacki ifølge det newzealandske nyhedsmedium stuff.co.nz.

Det var amerikanske Sloane Stephens, der nød godt af dommerkendelsen. Hun vandt kampen 6-2, 7-6 og fik dermed sin første sejr over Caroline Wozniacki i deres indbyrdes kamp nummer seks.

Semifinalen begyndte fredag aften lokaltid, men blev på grund af regn afbrudt i første sæt og først færdigspillet lørdag formiddag i Auckland.

Heller ikke den del hjalp Wozniacki, der foretrækker at spille om aftenen. Hun var bagud 2-5 ved spilstoppet.

»Det er altid hårdt at stoppe og så skulle komme igen. Det er svært at falde i søvn lige efter, man har spillet. Det føltes meget tidligt i morges, men det var det samme for os begge,« siger danskeren.

Mens Wozniacki kunne nøjes med at spille lidt mere end et sæt lørdag, var Sloane Stephens allerede i kamp få timer senere i finalen.

Her vandt den 22-årige amerikaner ligeledes. Med cifrene 7-5, 6-2 besejrede hun tyskeren Julia Görges.

/ritzau/