Andy Murray slog torsdag aften dansk tid Feliciano Lopez i kvartfinalen ved Indian Wells og er dermed videre til semifinalen, hvor verdensetteren Novak Djokovic venter.

Det var Murrays 10. indbyrdes sejr over spanieren Lopez, der aldrig rigtig fandt ind i nogen rytme og tabte med 4-6, 3-6.

Novak Djokovics modstander, Bernard Tomic, måtte trække sig på grund af en skade, og det sender serberen videre med endnu flere kræfter til kampen mod Murray.

16-8 fører serberen i indbyrdes opgør mod Murray, der kommer fra Skotland.

Seneste møde mellem de to tennisstjerner var ved finalen i Australian Open i 2015. Her vandt Djokovic i fire sæt.

Fredag aften dansk tid spiller Roger Federer mod Tomas Berdych og Rafael Nadal mod Milos Raonic i de resterende kvartfinaler.