Han vandt Australian Opens herresingle-række i både 2008, 2011, 2012 og 2013. Men Novak Djokovic har ikke fået nok. Han vil også have sin femte Grand Slam-titel 'down under' i hus.

»Jeg har en god følelse i kroppen for, at min mission lykkes,« sagde den serbiske tennisspiller efter sejren i fjerde runde på 6-4, 7-5, 7-5 over Gilles Müller fra Luxembourg og tilføjede:

»Jeg har endnu ikke tabt sæt i turneringen. Min fysik er derfor i top. Så selvom jeg får hård modstand i min næste kamp, er jeg optimist.«

Her skal verdensrangliste-etteren møde den ottendeseedede canadier, Milos Raonic, og vinder han også den kamp, står han i semifinalen til at skulle duellere mod enten Kei Nishikori eller den forsvarende mester, Stanislas Wawrinka.

Syv af de otte højest-seedede har kvalificeret sig til Australian Opens herresingle-kvartfinaler.

»Det er ikke første gang, at det sker. Men at det er Roger (Federer, red.), der har kikset, overrasker mig. Han plejer jo at spille godt her i Melbourne,« sagde Novak Djokovic.

I de to andre kvartfinaler i Australian Opens herresingle-række mødes Tomas Berdych-Rafael Nadal og Andy Murray-Nick Kyrgios.

I damesingle ser kvartfinalerne således ud: Serena Williams-Dominika Cibulkova. Madison Keys-Venus Williams. Ekaterina Makarova-Simona Halep. Eugenie Bouchard-Maria Sharapova.