Verdensranglistens nummer et i tennis, Novak Djokovic, er blevet gift med sin gravide forlovede, Jelena Ristic.

Det sker bare en uge efter Novak Djokovic vandt den engelske Grand Slam-turnering Wimbledon. Den udkårne er tilmed barndomskæresten Jelena Ristic, som blev gift i en Alexander McQueen-kjole designet af Sarah Burton.

Den samme som designer for den engelske hertuginde og kommende dronning af Storbritannien Catherine aka Kate Middleton.

Det var ifølge Novak Djokovic et fantastisk syn. Det har han sagt til Hello Magazine.

- Hun lignede en engel, da hun smilende kom gående ned mod mig. Jeg forsøgte virkelig at være til stede i nuet og huske det. Jeg fokuserede på hende, hendes smil og vores baby. Det var et perfekt øjeblik, siger han.

Det var naturligvis også en stor dag for Jelena Ristic.

- Jeg var bare så glad, og det at være gravid samtidig gør det nok en del sværere at styre følelserne. Jeg er velsignet ved at have ham i mit liv. Jeg kunne ikke drømme om en bedre partner end ham, siger bruden.

Brylluppet foregik på en lille montenegrinsk ø ud for kysten på resortet Aman Sveti Stefan.