Søndag spadserede verdens bedste tennisspiller Novak Djokovic sig igennem sin 29. sejr i træk, da han slog Rafael Nadal i finalen ved China Open.

Det var duel nummer 45 i Djokovic-Nadal serien, som sædvanligvis plejer at være lig med jævnbyrdig og underholdende tennis på højt niveau. Det var dog langt fra tilfældet søndag. I hvert fald ikke målt på spænding.

Med sætcifrene 6-2, 6-2 vandt den suveræne serber sine sæt nummer 24 og 25 i træk. Dermed kunne Djokovic let fejre sin sjette turneringssejr i Kina i karrieren. Verdensetteren er således i skræmmende stærk form inden sæsonafslutningen i London i den kommende uge.

Trods det klare nederlag var der dog også oprejsning for den tabende spanier. Ikke siden marts 2014 har Nadal således spillet sig frem til en finale på hard court- underlaget, og derfor var det da også en glad spanier, der fik overrakt sin præmie for andenpladsen.