Et nederlag er mere lærerigt end en sejr, forklarer Novak Djokovic, som spiller en turnering i denne uge.

Acapulco. Det var et chok for Novak Djokovic at ryge ud efter blot to tenniskampe ved grand slam-turneringen Australian Open i januar.

Siden har den 29-årige serber kun spillet en enkelt Davis Cup-kamp, som han vandt i starten af februar.

I denne uge stiller han op i en ATP-turnering i Acapulco i Mexico, hvor modstanderen i første runde natten til onsdag dansk tid bliver slovakken Martin Klizan.

- Alt i alt føler jeg, at jeg mentalt er et meget bedre sted, end jeg måske var i slutningen af sidste år.

- Så jeg bliver ved med at se fremad. Jeg elsker denne sport. Det er derfor, jeg dyrker den. Det er derfor, jeg er her.

- Jeg håber bare at kunne bevare et godt helbred, og at jeg kan forblive lige så dedikeret, som da jeg var bedst, siger Djokovic ifølge AFP.

I Australian Open tabte Djokovic til usbekeren Denis Istomin efter fem sæt og næsten fem timers tennis.

- Jeg havde ikke oplevet at ryge ud i den første uge af Australian Open i mange år, siger Djokovic.

- Det er normalt forventet, at jeg går videre, også de gange jeg ikke spiller op til mit bedste.

- Men måske har modstanderen en fantastisk dag. Det er sport. Jeg er nødt til at håndtere det, og jeg kan altid lære meget mere fra nederlagene, siger serberen.

/ritzau/