Mikael Torpegaard strøg til tops i en Challenger-turnering og er nu bedste dansker på verdensranglisten.

Columbus. Den 22-årige danske tennisspiller Mikael Torpegaard satte søndag kronen på værket og strøg helt til tops ved Challenger-turneringen i Columbus, Ohio.

Her spiller han til daglig college-tennis, og han udnyttede hjemmebanefordelen til at slå tyskeren Benjamin Becker, der rangerede som nummer 97 i verden, i finalen.

- Sejren betyder meget. Det har været en uvirkelig oplevelse at spille en hel turnering på hjemmebane.

- Det har været en vild rutsjetur gennem turneringen med op- og nedture i mit spil, men jeg er glad for at bevise over for mig selv, at jeg kan spille med på dette niveau, siger Mikael Torpegaard i et Youtube-interview med Tennis TourTalk.

Inden turneringen rangerede Torpegaard som verdens nummer 642. Fem gange i streg slog han højere rangerede spillere for at vinde turneringen, som er niveauet lige under ATP-turneringerne. Heriblandt også verdens nummer 160, 263 og 319.

- Jeg vidste ikke, hvad det krævede at vinde på dette niveau. Jeg gik ind til alle kampe med tillid til mit spil og troen på, jeg kunne vinde, selv om jeg var underdog i alle kampe, siger Torpegaard.

Med triumfen tog han et spring på 271 pladser, så han nu er nummer 371 i verden. Det gør ham til den bedste dansker foran Frederik Løchte Nielsen, der er nummer 424.

I foråret avancerede Torpegaard til førstepladsen på college-ranglisten, og foreløbigt fortsætter han med at spille college-tennis for Ohio State University, inden han på sigt vil springe ud som professionel på ATP-touren.

- Mit mål er helt sikkert at blive professionel efter college. Planen er at spille et par Challenger-turneringer mere i dette efterår, men jeg kender ikke planen og tager turneringerne, som de kommer, siger Torpegaard.

/ritzau/