Onsdag 29. juni bliver det afgjort, hvorvidt det internationale tennisforbund, ITF, tildeler Caroline Wozniacki et wild card til august måneds olympiske lege i Rio de Janeiro.

På denne dag under Grand Slam-tennisturneringen 'The Championships' i London-forstaden Wimbledon sætter ITF’s OL-komité sig sammen for at gennemgå ikke-kvalificerede spilleres dispensations-ansøgninger.

»På Danmarks vegne håber jeg naturligvis, at ITF tildeler Caroline Wozniacki et wild card. Men jeg har på fornemmelsen at hendes OL-billet hænger i en tynd tråd,« siger Dansk Tennis Forbunds næstformand Thomas Königsfeldt, der i fjor blev indvalgt i ITF’s bestyrelse.

Han begrunder sin opsigtsvækkende udtalelse således:

»ITF forlanger at hver eneste OL-deltager indenfor en fire-årig periode skal have repræsenteret sit land mindst to gange ved hold-VM (Fed Cup, red.). Men da Caroline kun har deltaget på det danske landshold én gang (i 2015, red.) opfylder hun ikke dette krav.«

Dansk Tennis Forbund vil sammen med Danmarks Idrætsforbund på Caroline Wozniackis vegne søge om dispensation, men Thomas Königsfeldt tvivler på, at ITF’s OL-komité vil kigge på den med specielt venlige øjne.

»Lad mig understrege at jeg ikke sidder med i det pågældende udvalg, og at jeg dermed ikke har nogen stemme at gøre godt med i sagen. Når det så er sagt, er wild card-tildelingerne blandt andet beregnet til spillere fra kontinenter, fx det afrikanske, der kun råder over ganske få topspillere. Men har en tidligere Grand Slam- eller OL-guldvinder heller ikke opfyldt kvalifikations-kravene, har de også mulighed for at få udstedt en OL-billet. Vi kan fra dansk side fremføre, at Caroline har ligget nummer et på verdensranglisten. Men den bedrift er desværre ikke ikke nævnt som dispensations-mulighed,« siger Thomas Königsfeldt.

Dansk Tennis Forbunds direktør Sune Irgens Alenkær vil ikke udelukke, at man sender en repræsentant til mødet i London.

»Det kræver dog, at Caroline ønsker det. Men hun har også selv muligheden for at stille sig op foran udvalget og forsvare sin sag,« siger Sune Irgens Alenkær.

Det danske OL-holds chef de mission, Morten Rodtwitt, krydser fingre for at Caroline Wozniacki kommer med til OL.

»Jeg synes, det vil være tæskehamrende ærgerligt for alverdens tennisfans, hvis hun ikke er med i Rio. Hun er en god repræsentant for sporten, og har gennem en årrække leveret en lang række flotte resultater. Vi har derfor tænkt os at kæmpe hårdt for at få hende med,« siger Morten Rodtwitt.

I februar blev Caroline Wozniacki udpeget som dansk OL-fanebærer.

»Det faktum har vi også tænkt os at anføre som et argument for, at hun bør få tildelt OL-adgangsbillet,« siger Morten Rodtwitt, der fortæller, at der ikke er udpeget en reserve-fanebærer, hvis det ender med, at ITF ikke tildeler Caroline Wozniacki et wild card.