Caroline Wozniacki giver nu for første gang lyd fra sig, efter golfstjernen Rory McIlroy onsdag annoncerede, at han har hævet forlovelsen med den danske tennisdarling.
Wozniacki skriver følgende på sin Twitter-profil:
- Det er en hård tid for mig lige nu. Tak for alle de søde beskeder. Jeg er glad for, at jeg støtter Liverpool lige nu, fordi så ved jeg, at 'I will never walk alone' (fodboldklubben Liverpools motto, red.)
Rory McIlroy meddelte onsdag i en pressemeddelelse, at han er gået fra Caroline Wozniacki. Det sker, efter parret i weekenden har sendt invitationer ud til det bryllup, der skulle finde sted i november.
- Jeg er problemet. Bryllupsinvitationerne, som blev lavet i weekenden, fik mig til at indse, at jeg ikke var klar til alt det, som et ægteskab indebærer. Jeg ønsker Caroline al den lykke, som hun fortjener, og vil gerne takke hende for den fantastiske tid, som vi har haft sammen. Og jeg vil ikke sige mere om vores forhold fremover, lød forklaringen fra den nordirske golfstjerne.
- Det er selvfølgelig en svær tid for Caroline og mig. Jeg synes, at meddelelsen sagde det hele. Det var en fælles og gensidig beslutning, og vi mente begge, at det ville være det bedste for os, lød det fra McIlroy.
- Det er tid til at komme videre. Det er alt, jeg ønsker at sige. Jeg forsøger bare at fokusere på golf i dag. Jeg har spillet godt, og jeg vil bare kaste mig ud i det, og holde mig selv beskæftiget. Jeg vil ikke lyve. Det bliver svært, men jeg har ikke overvejet at trække mig. Jeg har forpligtet mig til at spille, og det gør jeg, fortsatte golfspilleren.