Caroline Wozniacki er raslet to pladser ned ad verdensranglisten, efter at hun missede grusturneringen i Rom.

Strasbourg. Caroline Wozniacki er faldet to pladser tilbage på den seneste verdensrangliste.

Danskeren ryger dermed ud af top-10.

En skulderskade har holdt Wozniacki ude af spillet de sidste to uger, og dermed må hun se Venus Williams og Elina Svitolina stryge forbi sig i verdenstoppen.

Svitolina, der nu ligger nummer seks, vandt søndag finalen ved grusturneringen i Rom. Her slog hun rumænske Simona Halep, der er nummer i fire i den meget tætte, kvindelige verdenstop.

Verdensranglisten føres af Angelique Kerber foran Serena Williams og Karolína Plísková.

Det må dog ventes, at Serena Williams ryger noget længere ned, da hun ikke kommer i aktion det næste år som følge af sin graviditet.

Caroline Wozniacki skal mandag i aktion ved WTA-turneringen i Strasbourg. Her skal hun møde amerikanske Shelby Rogers i første runde.

Turneringen i Strasbourg varer kun en uge og bruges som opvarmning til en af årets helt store turneringer French Open, der starter 28. maj i Paris.

Hvis Caroline Wozniacki vinder sin første kamp, så skal hun møde vinderen af opgøret mellem Risa Ozaki fra Japan og kineseren Qiang Wang.

/ritzau/