Den danske tennisstjerne melder sig helt klar til Miami Open efter nederlag i kvartfinalen i Indian Wells.

Indian Wells. Caroline Wozniacki måtte torsdag se sig slået ud af WTA-turneringen Indian Wells i kvartfinalen.

Danskeren var naturligt skuffet over nederlaget til franske Kristina Mladenovic, der vandt 3-6, 7-6 (7/4), 6-2.

- I midten af tredje sæt følte jeg, at jeg var med, og at det var min kamp, hvis jeg kunne holde niveauet. Men det er, som det er. Nogle gange taber man, andre gange vinder man, siger Caroline Wozniacki ifølge TV2 Sport.

Danskeren vandt ellers første sæt 6-3, og muligheden for avancement til semifinalen var til stede.

- Jeg startede godt ud, stod tæt på baglinjen og fik hende ud at røre sig.

- I andet sæt kom jeg lidt for langt bag baglinjen, og hun begyndte at finde rytmen, siger Wozniacki.

Under kampen måtte danskeren modtage behandling for smerter i den ene fod, men Wozniacki forsikrer, at der ikke er tale om en alvorlig skade.

- Jeg er ikke nervøs for det. Det skal nok blive godt. Jeg er klar til Miami, siger Caroline Wozniacki.

Miami Open spilles fra 21. marts til 2. april.

/ritzau/