Caroline Wozniacki forberedte sig på vandet til turneringen i Dubai.

Caroline Wozniacki måtte fredag se sig slået af sin gode veninde, Agnieszka Radwanska, i kvartfinalen i Qatar Total Open.

Det ærgrede den danske tennis-dronning, men intet er som bekendt så galt, at det ikke er godt for noget. Og Caroline Wozniacki brugte sit exit til at forberede sig på næste turnering, som også foregår i Mellemøsten - nærmere bestemt Dubai.

Ud over tennis blev der tid til at besøge Wild Wadi Waterpark Dubai, hvor Caroline Wozniacki også fik taget et par fotos af sig selv, som hun efterfølgende lagde ud på det sociale medium twitter.

På det ene billede ser man Caroline Wozniacki på surfboard. Hendes egen billedtekst lyder:

- Jeg elsker dette billede. Til sidst fik jeg så småt lært det.

På det andet billede kører den 22-årige dansker i en slags vand-elevator.

- Hvad bliver det næste? Skydiving eller måske bungee-jump, spørger Caroline Wozniackis kæreste, golfspilleren Rory McIlroy, der dog ikke får svar på sit spørgsmål.

Turneringen i Dubai begynder mandag, og Caroline Wozniacki har fået en svær lodtrækning, da hun skal møde Lucie Safarova fra Tjekkiet i første runde.