Caroline Wozniackis resultatmæssige nedtur dokumenteres i dag - mandag 10. september - sort på hvidt, når WTA første gang efter US Open opdaterer verdensranglisten i damesingle

Regnskabets time er kommet.

Når Womens Tennis Association, WTA, i dag offentliggør sin nye verdensrangliste i damesingle, vil danske Caroline Wozniacki for første gang siden 7. juni 2009 ikke længere tilhøre top-10.

Således glider den 22-årige dansker, der i 67 uger fra oktober 2010 til januar i år lå nummer et, fra 9.- til 11. pladsen.

- Det overrasker mig ikke. Caroline har i efterhånden lang tid ikke spillet særligt godt. Og når hun samtidig er uden turneringssejre i over et år, vil hammeren på et tidspunkt naturligvis ramme hende hårdt, siger den tidligere Danmarksmester, Peter Bastiansen.

Degraderingen, der kommer som en naturlig konsekvens af, at Caroline Wozniacki røg ud af sæsonens sidste Grand Slam-turnering i New York allerede i første runde, får i første omgang ikke andre konsekvenser end, at hun i de kommende turneringer i Sydkorea, Japan og Kina må nøjes med sekundære seedinger, og dermed risikere at møde de bedste i de indledende kampe.

- Men når man er udenfor top-10, kommer man ikke med i WTA Championships (sæsonfinalen i Istanbul, red.), og det er altså dér, de bedste spillere udkæmper den endelige duel om, hvem der har været bedst i løbet af året. Kvalificerer hun sig ikke til den turnering, og det gør hun næppe, lider hun et stort prestigetab, siger den tidligere Danmarksmester, Morten Christensen, der trænede Caroline Wozniacki, mens hun var juniorspiller.

Ifølge direktør i analysefirmaet SponsorPeople, Thomas Klærke, er der dog ingen grund til at have ondt af Caroline Wozniacki.

- For det første har hun jo tidligere i karrieren vundet masser af pengepræmier. Og for det andet kan jeg ikke forestille mig, at hendes sponsoraftaler nu forringes. Hun har i efterhånden flere år, været et stort, internationalt sportsnavn. Så selvom det er lang tid siden, at hun har leveret et topresultat, står sponsorerne stadig i kø for at samarbejde med hende. Dårlig omtale er i den sammenhæng rent faktisk bedre end ingen, siger Thomas Klærke.