Tredjeseedede Milos Raonic er klar til fjerde runde ved Australian Open efter sejr i fire sæt.

Melbourne. Hårdtservende Milos Raonic er klar til fjerde runde ved Australian Open.

Den tredjeseedede canadier måtte ganske vist bruge fire sæt på at nedlægge den franske veteran Gilles Simon, men sejren på 6-2, 7-6, 3-6 og 6-3 var aldrig for alvor i fare.

Raonic åbnede overbevisende og brød den 32-årige franskmand to gange i første sæt.

I andet sæt servede begge spillere overbevisende, og så måtte Raonic bruge en tiebreak til at bringe sig på 2-0.

Simon rejste sig flot i tredje sæt og havde endelig held til at bryde canadierens serv. Det banede vejen for en sætsejr.

Han kunne dog ikke holde fast i fjerde sæt, hvor Raonic brød to gange mod Simons ene servegennembrud, og så endte det i canadiske sejr på 6-3.

I næste kamp møder Raonic den 13.-seedede spanier Roberto Bautista Agut, som i sin tredjerundekamp sendte landsmanden David Ferrer ud.

En anden franskmand havde mere held i sin kamp i tredje runde.

Sjetteseedede Gaël Monfils skulle blot bruge tre sæt på at sende tyskeren Philipp Kohlschreiber ud af turneringen.

Monfils slog sig videre med cifrene 6-3, 7-6, 6-4, og han får nu fornøjelsen af Rafael Nadal i fjerde runde.

/ritzau/