Tenniseksperten Peter Bastiansen frygter, at nederlaget til nummer 41 i verden på nytårsaftensdag har kostet Caroline Wozniacki den selvtillid, som hun var godt i gang med at bygge op i slutningen af sæsonen 2012.

I to måneder har Caroline Wozniacki haft fri fra turneringstennis og har i stedet kunnet koncentrere sig om at træne og blive den knæskade, der generede hende i store dele af året, helt kvit.

Men da hun på årets sidste dag vendte tilbage ved WTA-turneringen i Brisbane, formåede hun ikke at leve op resultaterne fra oktober, hvor hun spillede sig frem til turneringsfinaler i både Moskva og Sofia. I stedet røg Wozniacki ud i 1. runde, da hun tabte til nummer 103 i verden, Ksenia Pervak fra Kasakhstan. Efter at have vundet det første sæt 6-2 tabte danskeren de to næste 3-6, 6-7.

- Hun sluttede 2012-sæsonen rigtigt godt af, men det resultat er et tilbageslag, som koster noget selvtillid. Det er ikke positivt i forhold til, at Australian Open begynder om 14 dage, konstaterer tennis-eksperteren Peter Bastiansen.

Han tvivler på, at Wozniacki er, hvor hun bør være rent mentalt, hvis hun igen vil være blandt de spillere, der med en vis portion realisme kan gøre sig forhåbninger om at vinde en Grand Slam-turnering. Han mener, at Wozniackis prioritering af kæresten Rory McIlroy kan være en væsentlig del af forklaringen.

- Rory McIlroy fylder mere og mere i hendes tilværelse. Hun er super-forelsket, og det er dejligt for hende. Men det virker som om, at hun bruger stadig mere tid på at rejse rundt med ham til turneringer. Som tennisspiller på det her niveau skal du spille en eller to gange om dagen, og det ved jeg ikke, om hun gør, når hun rejser med ham.

Nu er det kun WTA-turneringen i Sydney, der begynder i næste uge, som Wozniacki kan bruge til at slibe formen af på inden Australian Open. Men hun ligner ifølge Peter Bastiansen ikke en spiller, der kommer til at blande sig, når årets første Grand Slam når frem til de afgørende kampe.

- Det er fuldstændig urealistisk, at Wozniacki vinder Australian Open. Det er bedre at skrue forventningerne ned og så ellers blive positivt overrasket. Med den placering hun har nu på verdensranglisten, kommer hun til at møde en top 4-spiller i fjerde runde. Så når hun frem til kvartfinalen, vil det være rigtigt flot. Og skulle hun nå semfinalen, vil det være et topresultat.

Efter afskeden med svenske Thomas Johansson står Caroline Wozniacki igen tilbage med farmand som træner. Dermed ser udsigten til 2013 temmeligt trist ud for den tidligere verdensetter, konstaterer Bastiansen.

- Piotr har givet hende alt det, som han kan. Hvis hun skal videre, skal hun have et helt andet set-up, men det er hun vist ikke interesseret i.  Hun vinder ikke en Grand Slam uden en ny spillestil, og den får hun ikke med Piotr Wozniacki som træner.