Det er blevet 'Manic Monday' på Wimbledons tennisanlæg.

Både herrer og damer spiller mandag fjerde runde i den prestigefyldte Grand Slam, og netop denne mandag i turneringen er kendetegnet ved et væld af kampe på rigtig højt niveau.

Danske Caroline Wozniacki har også klaret skærene til fjerde runde, hvilket er sjette gang i karrieren, at hun når hertil i Wimbledon. De foregående fem gang er det dog blevet til exit i netop denne runde, og noget kunne tyde på, at det har fået britiske BBC til netop at forudse, at det endnu engang bliver til game, set og match til Wozniackis modstander, der mandag er amerikanske Coco Vandeweghe.

BBC har sammen med sine tenniseksperter, de tidligere Grand Slam-vindere Tracy Austin og Kim Clijsters, således udpeget 10 af de resterende 16 spillere i turneringen som mulige kandidater til at stå som vindere af turneringen.

De mest markante fravær på den liste må være verdensranglistens nummer fem, Elina Svitolina samt danske Wozniacki, der ligger nummer seks på verdensranglisten. I fraværet af gravide Serena Williams er de to seedet henholdsvis fire og fem i turneringen, men det er ikke nok til at give dem en favoritværdighed i turneringen.

Clijsters og Austins 10 vinderbud:

  • Johanna Konta (Storbritannien)
  • Simona Halep (Rumænien)
  • Jelena Ostapenko (Letland)
  • Venus Williams (USA)
  • Ana Konjuh (Kroatien)
  • Coco Vandeweghe (USA)
  • Victoria Azarenka (Hviderusland)
  • Agnieszka Radwanska (Polen)
  • Svetlana Kuznetsova (Rusland)
  • Angelique Kerber (Tyskland)

De seks resterende i turneringen:

  • Garbine Muguruza (Spanien)
  • Elina Svitolina (Rusland)
  • Magdalena Rybarikova (Slovakiet)
  • Petra Martic (Kroatien)
  • Caroline Garcia (Frankrig)
  • Caroline Wozniacki (Danmark)

Mandagens Wozniacki-modstander, Coco Vandeweghe, bliver af Tracy Austin betegnet som en outsider til turneringen.

»Hun har arbejdet med Pat Cash, som er en forrygende træner. Jeg tror, at han som tidligere Wimbledon-mester kan hjælpe hende til, hvilke slag hun skal spille på det her underlag. Hun har en kæmpe serv, kraftfulde grundslag og elsker at komme frem og slutte pointene - så hun har en chance,« siger Tracy Austin.

Bookmakerne har også amerikaneren, der er seedet som nummer 24 i turneringen, som en af de tre største favoritter til sejren.

Wozniacki-Vandeweghe spiller kamp to på Wimbledon-anlægget bane tre, og kampen er skemalagt til at begynde omkring 14.30.