Den canadiske tennisspiller Eugenie Bouchard trak sig mandag aften sejrrigt ud af opgøret mod den tilbagevendte russer Maria Sharapova i anden runde af Madrid Open.

I en tæt affære blev russeren ekspederet ud af turneringen med cifrene 7-5, 2-6 og 6-4.

Netop Bouchard har været en af Sharapovas hårdeste kritikere, efter at den tidligere verdensetter er vendt tilbage til sporten efter en 15 måneders dopingkarantæne.

I sidste uge kaldt hun blandt andet Maria Sharapova en "snyder". Samtidig kritiserede hun turneringsarrangører for at have tildelt russeren wildcards umiddelbart efter hendes karantæne.

»Hun er en snyder, og jeg synes ikke, at en snyder i nogen som helst sport skulle have lov til at dyrke den sport igen. Det er så unfair over for de andre spillere, som har gjort det på den rigtige måde, og som er ægte,« lød det blandt andet.

Derfor var der lagt op til en hård duel mellem de to på gruset i Madrid mandag aften.

Anstrengte miner efter kampen.
Anstrengte miner efter kampen. Foto: SERGIO PEREZ
Vis mere

Eugenie Bouchard, der ligger nummer 60 på verdensranglisten, indrømmede inden kampen, at hun var ekstra motiveret til mødet med sit tidligere idol.

Og det kunne ses på banen i Madrid, hvor de to kæmpede hårdt om pointene i den næsten tre timer lange kamp.

»Jeg var inspireret inden kampen, fordi der var mange, der kom hen til mig og ønskede mig held og lykke,« siger Eugenie Bouchard.

»Det var spillere, jeg ikke normalt taler med. Jeg fik mange beskeder fra personer i tennisverdenen, der heppede på mig,« tilføjer canadieren.

Eugenie Bouchard er dumpet ned ad verdensranglisten med svingende præstationer, siden hun i 2014 kom i finalen i Wimbledon.

Men i opgøret mod Sharapova viste hun flere gange glimt af sin tidligere storform.

Hun var efter kampen glad for at have sat en foreløbig stopper for Sharapovas comeback.

»Jeg ville vinde for mig selv, men også for alle de andre. Jeg følte virkelig opbakningen. Den viste mig, at de fleste deler min holdning, og at de måske bare er bange for at stå frem,« siger Bouchard.

Maria Sharapova hævdede efter kampen, at hun ikke var påvirket af kritikken. Hun var efter kampen skuffet over nederlaget, men forholdte sig ikke til, hvem der stod på den anden side af nettet: »Selvfølgelig er jeg skuffet. Det er det, der skal gøre mig til en bedre spiller. Det er det, der skal sikre mig flere turneringssejre og flere grand slam-titler.«

/ritzau/AFP