Björn Borgs søn, Leo Borg, har arvet sin fars talent for spillet med ketsjeren. Om han formår at forvalte det i lige så høj grad som sin far, er selvfølgelig fortsat temmelig svært at sige, men han har i hvert fald flair for spillet. Mandag vandt han således første runde af det uofficielle VM i sin aldersklasse, Les Petits As, i Toulouse.

Det skriver Aftonbladet.

Den 13-årige tennissøn vandt i to sæt i turneringen, som tidligere er vundet af blandt andre Rafael Nadal.

»Jeg tror på, at jeg kan vinde denne turnering,« sagde Leo Borg efterfølgende til Le Figaro.

Leo Borg har angiveligt store planer med sit liv på tennisbanen. I oktober sagde han til Svenska Dagbladet, at hans mål var at komme i top 10 i verden.

Derfor var der også stor opmærksomhed omkring den lille Borg. For både før, under og efter Leo Borgs kamp mandag, var presseopbuddet enormt.

»Leo tager det fint. Han har passet godt på sig selv. Men jeg kan fortælle, at inden kampen stod der 10 fotografer inde på banen, og nogle sekunder efter matchbolden, da han satte sig i stolen, kom der massevis af journalister og spurgte, hvordan det var,« siger træneren Rikard Billing:

»Det er ikke ok. Og sådan gør medierne ikke med andre spillere. Vi har fortalt arrangørerne, hvad der skete, og det bliver anderledes i fremtiden.«

Ikke nok med, at den unge tennisspiller ser ud til at gå si sin fars fodspor. Leo Borg skal også spille sin far i den kommende spillefilm om den svenske tennislegende, som får navnet 'Borg'.

Det var dog ikke sådan, at Leo Borg bare var selvskrevet til opgaven. Han var nemlig blot en del af en større castingproces, da man skulle finde den unge Björn Borg iblandt en række unge svenskere.

Filmen bilver instrueret af den danske instruktør Janus Metz, og har også en anden dansker på rollelisten.

Filmen ' Borg' fokuserer især på Wimbledon-finalen i 1980, som Björn Borg vandt over John McEnroe i fem sæt, og som længe blev anset for at være den bedste tenniskamp nogensinde. Den danske tennislandsholdsspiller Thomas Kromann er såkaldt body double for den amerikanske skuespiller Shia LeBeouf i rollen som John McEnroe (lille billede).
Filmen ' Borg' fokuserer især på Wimbledon-finalen i 1980, som Björn Borg vandt over John McEnroe i fem sæt, og som længe blev anset for at være den bedste tenniskamp nogensinde. Den danske tennislandsholdsspiller Thomas Kromann er såkaldt body double for den amerikanske skuespiller Shia LeBeouf i rollen som John McEnroe (lille billede). Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Den danske tennisspiller Thomas Kromann skal nemlig være 'body double' for amerikaneren Shia LaBeouf, som spiller John McEnroe i filmen.

»Shia LaBeouf kan ikke spille tennis. Derfor var man på udkig efter en ' body double', der mindede om ham i kropsbygning, og som kan spille tennis på højt niveau for at være i stand til at imitere McEnroes særlige stil. Filmteamets intention er, at tennissekvenserne bliver så virkelighedstro som muligt,« sagde Thomas Kromann i januar til BT, da han forklarede, hvordan han fik rollen som John McEnroe.

Filmen får premiere i Sverige til efteråret.