Italienske Francesca Schiavone er i gang med sin sidste sæson som professionel tennisspiller.

Men danskamerikaneren Julia Boserup viste ingen nåde over for den 36-årige italiener.

Mandag mødtes de i første runde ved Australian Open, og der var i virkeligheden ingen tvivl om udfaldet.

Julie Boserup vandt duellen med klare 6-2, 6-4 og er dermed videre til anden runde af årets første grandslam-turnering.

Francesca Schiavone er ikke ’hvem som helst’ i tennissammenhæng. Den italienske tennisspiller kunne i 2010 kalde sig grandslam-vinder, da hun triumferede i French Open.

Nu er hun allerede ude af sin sidste Australian Open.

25-årige Julia Boserup harn danske forældre, men stiller op for USA. Hun skal i næste runde møde ukrainske Elina Svitolina, der er seedet som nummer 11.

Caroline Wozniacki er selvfølgelig også med i Australian Open. Hun skal i første runde møde australske Arina Rodioniva.