Caroline Wozniacki pryder forsiden af det Anders And-blad, der er udkommet torsdag. Men der er noget galt.

Godt nok svinger den danske tennisspiller tennisketsjeren over for ingen anden en selveste Anders med overskriften ’Caroline Duckniacki kommer til byen’.

Og godt nok står der om den lille ekstra gave, der er med til læserne ’2 ekstra ketsjere til dig’.

Og så er det, at det tilsyneladende går helt galt. For kigger man på den lille pakke, der er lagt ved Anders And-bladet, står med kæmpestore bogstaver: ’Badminton’. Og et billede af Andebys mest kendte indbygger, der spiller… badminton. Vedlagt de to små grønne ketsjere er en fjerbold (i plastik).

Sådan ser Anders And-sættet ud.
Sådan ser Anders And-sættet ud. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Men altså: Caroline Wozniacki er jo tennisspiller! Så BT har ringet for at få en forklaring fra Svend Skytte, der er redaktør på Anders And-bladet.

I ved godt, at hun spiller tennis ude på Anders And, ikke…?

»Jo, det ved vi godt. Og med hensyn til det, der følger med, så det er et rent tilfælde, for det er nogle ting, der bliver købt længe i forvejen. Så det er et rent tilfælde, at der ligger et badmintonsæt på en tennishistorie.«

Men I kan godt se, at det kan virke lidt fjollet? At det ser ud som om, at I ikke helt ved, hvad hun spiller?

»Jaaaa, men det ved vi udmærket godt. Hun spiller jo også tennis inde i historien. Og at der så ligger en fjerbold i stedet for en tennisbold. Det må så være, som det er. Så må man selv finde en lille bold og spille med, hvis man vil være den nye ’Duckniacki’.«

Kunne det ikke være blevet lavet om?

»Jeg er enig i, at det da kunne være fantastisk, hvis det var timet med en tennisketsjer i stedet for. Men ketsjerne blev altså bestilt engang mod slutningen af sidste år, og ideen med Caroline Wozniacki opstod for 3-4 måneder siden, så der var desværre ikke mulighed for at lave det om. Det er en fælles produktion med alle Anders And-blade i Europa, som vi køber ind til. Så det kunne bare ikke laves om.«

Og det er kun i Danmark at Caroline Woznbiacki er på forsiden?

»Ja, det er kun i Danmark. Men badmintontingene er med Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland og hvor vi ellers kommer ud.«

Sagen er opklaret.

Artiklen fortsætter under billedet...

Forsiden af Anders And-bladet.
Forsiden af Anders And-bladet. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Det nye Anders And-blad udkommer dagen inden OLs åbningsceremoni, hvor Caroline Wozniacki skal bære den danske fane. Og det hovedårsagen til, at den danske tennisspiller optræder i den udgave af bladet, der udkommer dagen før dagen.

»Vi skulle jo lave lidt sjov op til OL, og så syntes vi, at det kunne være meget naturligt at lave noget med vores fanebærer. Og derfor fik vi lavet samarbejde med Caroline Wozniacki. Vi var glade for, at hun havde lyst til at være med i bladet og med til at lave historien,« siger Svend Skytte.

Tidligere har andre kendisser som eksempelvis ’X Factor’-dommer Thomas Blacman – i Anders And-universet kendt som Snakman – selv været med til at skrive historien. Sådan har det ikke været med Caroline Wozniacki.

»Nej, det har det ikke. Vi har lavet aftalen sådan, at hun skulle godkende det, vil lavede. Og så har vi fået vores tegnere og forfattere til at skrive historien og tegne den. Det har været en smertefri proces. Vi har lavet noget, og så har de sagt ’det lyder sjovt, det kører vi videre med’. Så hun har faktisk godkendt alt uden at stille spørgsmålstegn ved det,« siger Svend Skytte, der fortæller at navnet ’Caroline Duckniacki’ opstod på Anders And-redaktionen.