Caroline Wozniacki har vist forrygende form og er efter tre kampe ubesejret ved WTA Tourens sæsonfinale i Singapore, men hun får overordentligt svært ved at nå finalen.

Fredag eftermiddags resultater ville det nemlig sådan, at Simona Halep tog et sæt fra Ana Ivanovic i den sidste kamp i den anden gruppe, og det betød, at Serena Williams - trods en afklapsning tidligere i turneringen til netop Halep - avancerede til semifinalen på en andenplads i sin gruppe.

Hun skal så parres med etteren i den anden gruppe, og det er Caroline Wozniacki, der tidligere fredag tog sin tredje sejr i træk, da Wimbledon-mesteren, Petra Kvitova, blev udspillet med 6-2, 6-3. Senest Caroline Wozniacki spillede mod Serena Williams var i US Open-finalen, hvor hun aldrig rigtig var i nærheden af sejren og tabte 3-6, 3-6.

Semifinalen spilles lørdag, og vinderen af kampen mellem Wozniacki og Williams skal op i mod vinderen af den anden semifinale, der bliver et opgør mellem Simona Halep og Agnieszka Radwańska.

Caroline Wozniacki er seedet sidst i sæsonfinalen, der har deltagelse af årets otte bedste kvindelige tennisspillere. Serena Williams er seedet som etter, og hun er allerede sikker på at ende sæsonen helt i top på verdensranglisten.