Grand Slam-turneringen French Open bliver muligvis uden Caroline Wozniacki, der frygtes ude i op til seks uger med en ankelskade. French Open begynder 16. maj.
Caroline Wozniacki er i et kapløb med tiden om at blive klar til forårets helt store højdepunkt i tennisverdenen, French Open.
Torsdag beskadigede hun sit ledbånd i den ene ankel, og danskerens manager Mikkel Nissen bekræfter nu over for bt.dk, at Wozniackis French Open er i fare.
»Carolines skade kan holde hende ude i op til seks uger, men hun vil selvfølgelig kæmpe for at blive klar før, hvis det er muligt,« siger Mikkel Nissen og fortsætter:
»Vi håber, hun bliver klar (til French Open, red.), men det er meget svært at sige noget nøjagtigt så tidligt i skadesforløbet. Vi ved helt sikkert mere om et par uger,« siger Mikkel Nissen.
Genoptræningen for Caroline Wozniacki er allerede i fuld gang i hjembyen Monaco, og danskerlejren skal bruge de kommende uger på at se, hvordan foden reagerer på øvelserne.
Hvor deltagelsen ved French Open for nu må betegnes som særdeles tvivlsom, er det derimod sikkert, at den tidligere verdensetter ikke kommer i aktion ved den forestående Fed Cup i Egypten. Her skulle hun have repræsenteret Danmark mod mindre tennisnationer.
Wozniacki delte et billede på sin Instagram-profil kort tid efter at være blevet skadet i træningen for fem dage siden.
Billedet affødte mange ønsker om god bedring i kommentarfeltet, men den danske tennisekspert Peter Bastiansen havde en lidt anden synsvinkel på skaden. Ikke at han ikke ville ønske Wozniacki god bedring, men han sagde til bt.dk, at skaden kommer på et »belejligt tidspunkt.«
Bastiansen henviste til tidligere kommentarer fra Wozniacki om, at den mindre prestigefyldte Fed Cup langt fra rangerer øverst på listen over hendes foretrukne gøremål. I samme ombæring sagde Bastiansen dog også, at »det vil være upassende af mig at påstå, at skaden ikke er reel.«
Tidligere tirsdag reagerede Mikkel Nissen skarpt på antydningen af, at skaden kommer på et belejligt tidspunkt som følge af Wozniackis syn på Fed Cup samt hendes bekymringer for terrorangreb i Egypten.
»Det kan vi fuldstændig afvise. Caroline skulle have været i Egypten, og jeg skulle have været med. Man kan bare se på hendes fod. Det kommer på ingen måde belejligt. Skaden sætter Carolines helt store mål i fare, så at spekulere i, at det skulle være belejligt, er absurd,« tordnede han.
Fordi Wozniacki ikke kan deltage ved Fed Cup, skal hun nu håbe på at blive tildelt et wildcard eller få en dispensation til de olympiske lege i Rio de Janiero i august, da det internationale tennisforbunds regler foreskriver, at en spiller skal have deltaget ved to udgaver af Fed Cup i en fire-årig periode. Med Wozniackis seneste afbud når hun kun en enkelt.
Danskeren bør dog have gode chancer for at få et wildcard, da hendes status som verdensstjerne formentlig vil appellere til arrangørerne.