Caroline Wozniacki er videre til tredje runde ved WTA-turneringen Wuhan Open i Kina efter en sejr i tre sæt over spanske Carla Suarez Navarro, 6-1, 3-6, 7-6. Hun var ellers bagud i tredje sæt, men fik kæmpet sig tilbage og sikret sig adgang til tredje runde.

Undervejs begik spanieren 51 uprovokerede fejl, og det havde afgørende indflydelse på udfaldet.

For en uge siden havde Wozniacki fuldt ud tjek på sin spanske modstander, da de to spillere mødtes i Japan. Dengang vandt danskeren uden større problemer 6-3, 6-3.

Men sådan gik det ikke tirsdag morgen. Wozniacki vandt i overbevisende stil det første sæt 6-1, men så gik det galt. Det næste sæt vandt Suarez Navarro 6-3, og så måtte de to spillere ud i et tredje og afgørende sæt. Her holdt de begge deres servepartier indtil stillingen 3-3, hvor det lykkedes spanieren at bryde og række ud efter sejren.

Efter flere lange og tætte dueller lykkedes det Wozniacki at bryde tilbage, og så var alt pludselig åbent igen.

Wozniacki var tilbage i sin defensive vanlige stil, hvor hun det meste af kampen stod limet fast til baglinjen. Men da hun i det efterfølgende parti viste sig fra sin mere offensive side og gik frem i banen, tog hun også partiet og bragte sig foran 5-4. Spanieren svarede igen og sikrede sig det næste parti, inden Wozniacki med stort besvær holdt sin serv til stillingen 6-5. Efterfølgende var det Wozniacki tæt på at bryde og havde matchbold, men Suarez Navarro hev partiet hjem og tvang sættet ud i tiebreak.

Her indledte danskeren med en dobbeltfejl, men til gengæld to hun de næste fem point i træk, inden spanieren kom på tavlen. Suarez Navarro begik flere uprovokerede fejl, og til sidst hev Wozniacki sejren hjem 7-4 i tiebreaken. Det var fjerde gang nogensinde, at de to spillere mødtes, og tredje gang med dansk sejr.

Wozniacki møder i næste runde vinderen af kampen mellem Anastasia Pavlyuchenkova og Casey Dellacqua.