Det 17-årige tennistalent Denis Shapovalov er på kort tid blevet et kendt navn verden over. Det skyldes delvist hans spil på banen, men nok ikke helt på den måde, han havde forestillet sig. Søndag aften blev han taberdømt for at tyre en bold i øjet på kampens dommer, og nu fortæller han, hvad der gik igennem hans hoved i de dramatiske sekunder.

Denis Shopovalov havde netop slået bolden ud af banen, så han kom bagud 3-6, 4-6, 1-2 i en altafgørende kamp ved weekendens Davis Cup-turnering. Det frustrerede ham i en sådan grad, at han tog en bold fra lommen og tyrede den af sted. Uheldigvis for ham blev kampens dommer ramt lige i øjet. Denis Shapovalov blev taberdømt, og Storbritannien vandt kampen.

Og nu fortæller den 17-årige tenisspiller, hvad der egentlig fik ham til at gøre det.

»Jeg mistede kontrollen over mine følelser et par sekunder. Jeg mistede kontrollen over min krop. Jeg ville have slået den op mod loftet, men må have overforceret slaget. Jeg kan ikke rigtig huske det. Jeg kan bare huske, jeg slog til den og lagde ikke engang mærke til, hvor den røg hen. Da jeg kiggede op, kunne jeg se, at dommeren holdt sig for øjet, og jeg fik et blackout på ti sekunder,« forklarer Denis Shapovalov til BBC Radio 5.

Han fortæller, at han blev meget chokeret, da det gik op for ham, at han havde ramt noget, og han understreger, at det bestemt ikke var intentionen. Han skammer sig over sin handling og over, at han har svigtet både sit hold og sit land.

»Det er underligt, for jeg er ikke en fyr, der er kendt for at tyre en bold på den måde. Jeg kan slå ketsjeren i jorden og råbe, men jeg gør ikke sådan noget. Det er uacceptabelt, og noget jeg må tage ved lære af,« siger Denis Shapovalov.

Kampens dommer måtte køres på hospitalet til undersøgelse efter episoden.
Kampens dommer måtte køres på hospitalet til undersøgelse efter episoden. Foto: CHRIS WATTIE
Vis mere


Kampens dommer blev efterfølgende kørt på hospitalet til undersøgelse for at sikre, at han ikke var kommet yderligere til skade. Inden da nåede det 17-årige tennistalent dog at få en snak med ham, hvor han også fik undskyldt mange gange.

Denis Shapovalov fortæller, at dommeren tog det hele rigtig pænt, og han havde endda overskud til at joke med teenageren, som er lykkelig over, at der ikke skete mere.

Denis Shapovalov er dog ikke sluppet ustraffet fra episoden. Mandag skrev BBC, at Denis Shapalov skal betale 2.000 dollars, svarende til knap 14.000 kroner, for selve diskvalifikationen.

Derudover skal han betale 5.000 dollars, svarende til næsten 35.000 kroner for usportslig opførsel.