Maria Sharapova leverede en solid indsats, da hun med sejr på 6-4, 6-3 over Irina-Camelia Begu spillede sig frem til Wimbledon-turneringens ottendedelsfinaler på mandag.

»Jeg er kommet til London for at vinde Wimbledon igen,« sagde den semifinale-seedede russer efter sejren og tilføjede:

»Bortset fra mit første serveparti, hvor hun jo brød min serv, er jeg tilfreds med min præstation.«

På pressemødet roste hun tyskeren Dustin Brown, der torsdag sendte Rafael Nadal ud.

»Jeg elsker spillere med personlighed. Desværre så jeg ikke kampen. På samme tid spillede jeg basketball med nogle venner,« sagde Maria Sharapova.

Russeren vandt Wimbledons damesingle-række i 2004 og har bortset fra en tabt finale i 2011 ikke været i nærheden af en gentagelse.

Blandt fredagens bemærkelsesværdige resultater i herresingle var syvendeseedede Milos Raonic' nederlag til australieren Nick Kyrgios på 7-5, 5-7, 6-7, 3-6..

Til gengæld havde den nykårede French Open-vinder Stanislas Wawrinka ingen problemer mod den spanske veteran Fernando Verdasco, der blev besejret 6-4, 6-3, 6-4.