Samsung Galaxy Note 10.1 løfter tablet-formatet videre fra et produkt, hvor vi kun indtager oplevelser, til et produkt, hvor vi også kan producere en masse stof. Spørgsmålet er, om det er den rigtige vej, og om vi forbrugere er klar til dette arbejde.

Jeg har haft iPad i snart et par år, og jeg er vild med den. Den kan det, den lover, og ser godt ud, mens den gør det. Gennem årene har jeg testet andre tablets, og hvor den første Galaxy Tab med sin lille hybridskærm på syv tommer var et fint første udkast til en konkurrent, så var efterfølgeren Galaxy Tab 10.1 med den daværende lidt sløje Android 3.0-udgave ikke nogen prangende omgang.

Noter på 10-tommer tablet
Nå, men nu handler det så om det nyeste skud på Samsungs tablettræ, og denne gang har Samsungs succesrige Galaxy Note-telefon fået lov at smitte af, så nogle af de vigtigste features på Samsung Galaxy Note 10.1 stammer herfra. Der er også blevet plads til ansigtsgenkendelsen Smart Stay og Pop up play-videodelen, hvor man kan trække klippet rundt på skærmen, mens man laver andre ting, som vi kender det fra Galaxy S III-telefonen.

Den mest iøjnefaldende afsmitning fra Note-telefonen er den medfølgende stylus eller S Pen, som den hedder, når der står Samsung på den. Den er pænt lagt ind i det plastchassis, som enheden er bygget op omkring. Når man med neglen trækker pennen ud, så aktiveres skærmen, og man er med det samme i gang.

Læs den komplette test og se alle billederne af Samsung Galaxy Note 10.1 HER.

Note-brugere allerede den fine feature, hvor det med S Pennen er muligt at lave særdeles brugbare noter. Der ligger en bunke skabeloner, som er gode og rigtig praktiske, når man vil lave nogenlunde ens udseende noter. Hvad enten det er til fysiktimen eller det superseriøse forretningsmøde, så kan der nemt oprettes noter og hæfter med samlinger.

Det er en smart feature, men som det så ofte er med disse tablets og tastaturet, så vil jeg langt hellere gøre det på et fysisk tastatur end på det touch-tastatur, der er på skærmen. Det går simpelthen ikke hurtigt nok for mig i længden, ligesom det fylder vildt meget på skærmen. Med et eksternt Bluetooth-tastatur er der mere plads og overblik.

Pennen kan også bruges til at lave håndskrift til rigtig tekst, men det kommer først i gang efter lidt besværlig omgang med dele af programmet, der ikke virker så naturlige. Jeg er lidt tid om at regne ud, at delen med håndskriftsgenkendelse ligger i den skabelon, som jeg finder i matematik-afdelingen, og af en eller anden grund ikke er med i den kreative skabelon, som jeg åbner først.

Lækker multitasking og godkendt skærm
Det leder os over til den del, der handler om multitasking, for er der noget, som adskiller denne Android 4.0-tablet fra de tablets, jeg har forsøgt mig med i de seneste par år, så er det netop det. Jeg er meget glad for, at jeg kan tage noter, browse nettet og se film på en gang.

Det vil der helt sikkert også være et par studerende, som er tilfredse med, når timerne er lidt for kedelige at tage noter til.

Et enkelt tryk på multiskærmsfeaturen øverst i højre hjørne, og man kan lave flere ting simultant. HERLIGT, når man er vant til at skulle dobbeltklikke og næsten lukke programmer for at skifte mellem elementer i iOS!

Skærmen er særdeles udmærket, men med en pixeltæthed på kun 149 ppi er der et seriøst stykke op til iPad’ens 264 ppi. Jeg oplever ikke skærmen som værende dårlig, men det virker lidt halvt, at man skal nøjes med mindre end en AMOLED, når der er tale om et Samsung-produkt, der i den grad spiller på det visuelle legetøj om bord.

Skabende Samsung
I stedet for i vid udstrækning kun at bruge en tablet til at konsumere indhold på i form af videoer og musik, så er det Samsungs holdning, at vi også skal skabe og være kreative på en tablet. Det kan ske via S-note og en app som Sketchbook, men derudover kan man på Note 10.1 også anvende Photoshop Touch fra start.

Denne ekstraordinære feature løfter bestemt tabletten til noget andet end konkurrenterne, og sammen med S Pen har vi efterhånden et reelt alternativ til redigeringsprogrammet på computeren.

Det kræver som alle andre programmer af dette format og størrelse lidt tilvænning at bruge Photoshop Touch, men der er masse fine tutorials, der kan hjælpe dig igennem rigtig mange af de mest almindelige redigeringsopgaver.

Galaxy Note 10.1 kom i butikkerne i uge 34 til en vejledende udsalgspris på 5.000 kroner for 16-GB-udgaven. Den pris er nok lige i overkanten, når man tænker på skærmopløsningen, kvaliteten af plastikchassiset, og at udbuddet af gode tablet-tilpassede apps stadig er næsten ikke-eksisterende.

Bliv opdateret på rygter og nyheder om alle de nye smartphones og tablets på Mobils Facebook-side.