Kæmpe test af 25 bærbare computere – heriblandt de helt nye mini bærbare, Netbooks, der stormer frem.

SE OGSÅ
  • FAMILIECOMPUTEREN
  • DET BEDSTE KØB
  • SPILLECOMPUTEREN
  • NETBOOKS - MINI BÆRBAR
  • BUSINESS BÆRBAR


  • Skal du have en mini-bærbar, som du kan have med på farten, én til at spille avancerede spil på eller en billig, som hele familien kan bruge?

    B.T. guider dig gennem markedet og giver bud på bærbare, som passer lige til dig.

    Mens salget af stationære computere er faldet det seneste år, har de bærbare modeller oplevet en stor vækst – og forklaringen er især de helt små minicomputere, der går under betegnelsen Netbooks.

    De har kun været på markedet siden august sidste år, men allerede nu udgør de 24 pct. af det samlede computersalg til private brugere, fortæller chefanalytiker Anders Elbak fra analysefirmaet IDC Nordic.

    Trods dystre forudsigelser for Netbook-maskinerne, har brugerne vist sig at foretrække lav vægt, mobilitet, design og lang batterilevetid fremfor rå computerkraft.

    Superbillige computere

    - Netbook er kommet rigtig godt fra start og er med til at holde det samlede pc-salg oppe. Hvor forbrugeren før skulle af med 10.000-15.000 kr. for en lille computer, fås de i dag til 2.000-3.000 kr., siger chefanalytiker Anders Elbak.

    Han mener, vi kan forvente, at en øget konkurrence i fremtiden vil presse priserne endnu mere i bund.

    Lars Jensen, der er administrator på Laptopworld.dk, som står bag den store test af de bærbare computere, tror, at vi vil se en eksplosion i udviklingen af Netbooks i fremtiden.

    - De rammer et behov for manden på farten, der gerne vil have en lille og let computer, som han kan slå op i toget og gå online med overalt i Danmark. Producenterne fortsætter med at udvikle på dem, så snart får de flere specifikationer end dem, de har nu, siger han.

    En anden forklaring på populariteten er også, at pc-producenterne i stigende grad laver aftaler med teleselskaber om at sælge Netbooks sammen med et 3G-abonnement til nedsat pris.