Mange af de spil, quizzer og webshops, du støder på, når du surfer rundt på sociale medier, kræver at du logger ind med dine Facebook-oplysninger. Det skal du lade være med.

Det skriver TV 2.

Selvom det kan være fristende at bruge sin Facebook-profil til at få adgang til internetsider som Zoosk, Netflix og Spotify, så man undgår at udfylde en masse personlige oplysninger manuelt, er det en rigtig dårlig idé. Det giver nemlig hackere direkte adgang til dine personlige data.

»Så snart du er logget ind med dine oplysninger, ved du reelt ikke, hvor de lander, eller hvad de bliver brugt til,« siger Morten Kjaersgaard, der er administrerende direktør i IT-sikkerhedsfirmaet CSIS, til mediet og tilføjer:

»Skrækscenariet er, at Facebook en dag bliver hacket - som det skete med LinkedIn. Hackerne vil have direkte adgang til alle de oplysninger, som du har brugt til at logge ind med. Det kan de for eksempel bruge til at målrette deres angreb.«

Han understreger, at du ved at logge ind på andre sider med dine Facebook- eller Google-oplysninger, forærer din digitale identitet til Facebook og deres samarbejdspartnere. Dermed bliver du mere sårbar, jo flere personlige oplysninger, du samler på eksempelvis det sociale medie eller Google.

I stedet kan det betale sig at bruge lidt ekstra tid på at oprette en profil manuelt på de sider, man ledes videre til. På den måde undgår man nemlig at dele sine personlige med alle mulige hjemmesider og tjenester, man ikke ved særlig meget om.

Vær opmærksom på 'sjove' tests

Én af de tjenester, der har fået et dårligt ry, er apps fra hjemmesiden Nametests.com. En side, hvor man kan tage mere end 1.500 tests. Du kan blandt andet finde ud af, hvilket sexet kælenavn, der passer bedst til dig, hvordan du ville se ud som det modsatte skøn, eller hvor du kommer til at bo om 10 år.

I slutningen af februar udsendte en Facebookside ved navn ' Undgå virus og spam' en advarsel om de mange apps fra hjemmesiden Nametests.com.

»Når du prøver én af de mange sjove tests, som at se dig selv som et modsat køn, giver du samtidig appen adgang til alle dine opslag på Facebook, alle dine oplysninger og alle dine billeder. Endnu værre, giver du appen adgang til oplysninger om dine venner,« sagde Peter Kruse, der er IT-sikkerhedsekspert hos CSIS dengang til BT og tilføjede:

»Det er svært at gennemskue, hvad formålet er. Vi tror, de trækker data ud og sælger det videre til tredjepart-virksomheder. Det kan de bruge til at målrette annoncer mod dig, hvilket potentielt kan lede til spam eller lækage af private billeder eller videoer, eller i det værste tilfælde føre til dobbeltprofiler, hvor din profil bliver duplikeret og misbrugt. De har et hav af muligheder

I en mail til BT afviser Social Sweethearts, der er firmaet bag nametests.dk, at de videresælger brugernes oplysninger.