Samsungs flagskib er tilbage i en ny version - og hvor den forrige generation havde et par ret små svagheder, har Samsung denne gang virkelig lagt sig i selen. Resultatet er den til dato bedste Android telefon.

Da iNPUT sidste år anmeldte Samsungs Galaxy S6 Edge var de imponerede. Meget endda. S6 var en telefon med meget få fejl – og nogle få kompromisser – der gjorde, at den ikke var perfekt, men faktisk ganske tæt på. Samsung har fjernet de små irritationsmomenter, lyttet til kunderne og rettet op på de fejl, der måtte være. Og Galaxy S7 er noget nær et mesterværk.

Ligner sig selv – på overfladen
Der er ikke sket utroligt meget på designfronten siden forrige år, og de få ting der er ændret er alle sammen diskrete, men positive. Kanten af telefonen er ikke længere så skarp, og derfor også mere behagelig at holde ved. Bagsiden skæmmes ikke længere af et kamera der stikker ud – som den ellers gjorde på Galaxy S6.

Designet gemmer også på en forbedring, iNPUT virkelig godt kan lide, og som de savnede ved S6 – S7 er vandtæt. Ikke bare sådan lidt stænktæt, men HELT vandtæt. Den kan, ifølge Samsung, være under vand i 30 minutter på op til 1,5 meters dybde. I realiteten behøver de slet ikke skrive begrænsningerne – telefonen kan sagtens være under vandet meget længere og meget dybere – men den iP68-certificering, alle producenter går efter siger altså 30 minutter ved 1,5 meter. iNPUT har haft telefonen under vand i næsten en time på en meters dybde – og den fungerer upåklageligt.

Hurtigere end nogensinde
Det er nærmest overflødigt overhovedet at skrive det, men Galaxy S7 er, naturligvis, noget nær den hurtigste mobiltelefon, iNPUT nogensinde har testet. Hastigheden på mobiltelefoner øges konstant, og efterhånden kan iNPUT endda konkludere, at det stort set ikke betyder noget længere – med mindre altså, man bruger telefonen til Virtual Reality, for så begynder det at give mening. I iNPUTs målinger pisker S7 afsted. I tre forskellige Antutu målinger rammer telefonen over 90.000 – den ene ender endda på 118.000, hvilket uden sammenligning er det højeste, iNPUT nogensinde har målt på en telefon – iPhones 6S ligger under 70.000 (men det er et andet styresystem, så real life følelsen kan være noget anderledes end hvad tallene kunne indikere) og det gør langt de fleste andre top Android telefoner også. Der er heller ikke lag af nogen art at spore på S7 – alt kører gnidningsfrit og stort set uden ventetid i hverken opstart eller noget andet.

Du kan læse resten af testen hos iNPUT her - og i øvrigt også vinde en Samsung Galaxy S7!