Facebook har analyseret vores adfærd på det sociale netværk. De har blandt andet fundet frem til, at ældre mennesker pludrer løs, unge mennesker er narcissister og vi er mest positive om morgenen.

Det er Facebooks dataanalyse-team, der står bag undersøgelsen. De har kigget nærmere på én million statusopdateringer fra amerikanske brugere og analyseret sprogbruget.

Her er nogle af de ting, de har fundet ud af.

Hvis du skriver lange statusopdateringer, er du sikkert ikke helt ung længere. Ældre mennesker trommer løs på tastaturet, imens de unge nøjes med et par hurtige ord. Det er ofte familien, de ældre brugere skriver om.

Unge mennesker skal have deres tastatur vasket med sæbe. I hvert fald er der en sammenhæng mellem ung alder og et knapt så stuerent sprog. Unge er mere tilbøjelige til at udtrykke vrede og had krydret med bandeord.

Unge mennesker er også mere selvoptagede end ældre brugere. De bruger i højere grad ordet ’jeg’, når de skriver statusopdateringer.

Hvis du ofte bruger ordene ’du’ og ’I’, betyder det, at du sikkert har flere venner på vennelisten end de fleste andre.

Statusopdateringer er mest positive om morgenen. Måske er det blot fordi, at din dag ikke har haft tid til at udvikle sig i katastroferetning. I hvert fald stiger den negative sprogbrug på Facebook time for time, og klokken 22.00 er negativitetsgraden på sit ypperste.

Hvis du skriver statusopdateringer med negative følelser, får du sikkert flere kommentarer, end hvis du er positiv. Det lader til, at vores venner står i kø for at trøste os, når vi er kede af det – men er mere ligeglade med vores glæde.

En sjov tendens er også, at vi efterligner hinanden. Forskellige vennegrupper adopterer forskellige ord, som går igen og igen og igen. Også bandeordene.