Microsoft håber på at slå to fluer med ét smæk ved at integrere Windows Phone i deres professionelle løsninger.

Microsoft vil meget gerne sætte en Windows Phone-telefon i din hånd næste år. Det skal samarbejdet med Nokia være med til at sætte fart på.

På en pressekonference tirsdag offentliggjorde Microsoft, at deres smartphones vil falde kraftigt i pris. I løbet af næste år vil prisen på en Microsoft-telefon blive halveret.

Men når det gælder helt almindelige forbrugere, konkurrerer Microsoft på lige vilkår med Apple og Google og deres mobilplatforme. Men Microsoft har et es i ærmet: Professionelle løsninger. Microsoft viste på deres WPC-konference i Los Angeles løsninger frem, der præsenterede Windows Phone som en ren businesstelefon.

Funktioner som IM-chat, videochat, kontorpakker og Microsofts cloud-løsninger til virksomheder kommer alle til at integrere Windows Phone på en helt naturlig måde. Microsoft viste også en Windows 8-baseret tablet frem, hvor den samme, glatte interaktion med f.eks. virksomhedens statistik-database eller regnskaber fungerede på samme måde, som man bruger Facebook-app’en på ens smartphone.

Hvis Windows Phone kan få udbredelse blandt forretningsfolk, kan de få et hul igennem, som hverken iPhone eller Android har. Disse to ledende mobilplatforme har nemlig deres største marked blandt private forbrugere. Og dermed kan Windows Phone gå fra at være en meget lille spiller til at blive en stor spiller på mobilmarkedet.