Har du ejet en Mac? Så kender du stensikkert også til den ikoniske lyd, der indikerer, at computeren nu er startet op.

Og sådan har det været lige siden den første Mac-computer kom til verden i 1984. Godt nok er der sket nogle ændringer undervejs, og i 1998 blev lyden, som vi kender den i dag, komponeret.

Men det er slut nu.

Ja, du læste rigtigt. Mac har valgt at aflive den klassiske opstartslyd, der til hver en tid har mindet dig om, at din Mac nu var tændt og klar til at blive brugt, og vil ikke længere være en del af Apples computere.

Ifølge flere medier, heriblandt The Telegraph, så har Apple nemlig valgt at fjerne den ellers så ikoniske opstartslyd fra den nye MacBook Pro, der kommer på markedet inden for ganske kort tid.

Og dermed er der sat punktum for et klenodie, der vil gå hen i Apple-historien og som igennem tiden blandt andet har haft en rolle i Pixars animationsfilm Wall-E, hvor den lille charmerende robot var udstyret med Mac's opstartslyd, når den var fuldt opladet.

Ifølge det britiske medie har opstartslyden på Mac-computerne skulle indikere, at computerne var klar til brug, og at den kørte, som den skulle.

Men i virkeligheden er der langt mere historie bag den velkendte lyd end som så.

For lyden blev komponeret af ingeniøren Jim Reeks, der spillede på en såkaldt synthesizer - et elektronisk musikinstrument. Ifølge ham selv er lyden nemlig inspireret af Beatles-nummeret 'A Day In The Life'.

Nok bidrog den klassiske lyd ikke til computerens ydeevne, men vil om ikke andet være et klenodie, der går hen i Apple-historien.