Fremtiden er over os. Nu kan dine tanker snart blive hevet ud af dit hoved.

Sådan lyder påstanden fra Toyohashi University of Technology i Japan, skriver britiske The Independent.

På det japanske universitet har man udviklet et større, teknologisk redskab, der kan læse dine tanker. Det sker ved hjælp af elektroder, der sættes på hovedet og måler hjernebølger, mens man taler. Det kaldes også for elektroencefalogram.

Systemet er endnu ikke fuldt udviklet, og resultaterne viste, at systemet kunne genkende tal fra nul til ni med 90 procents succesrate. Når folk altså sagde et tal, kunne maskinen ni ud af ti gange korrekt måle, hvad folk tænkte.

Derudover kunne systemet med 61 procents succesrate genkende japanske enstavelsesord.

I en pressemeddelelse melder forskerne, at man tidligere ikke har kunnet opnå gode resultater i denne type forskning. Men med det nye system har man 'udviklet nogle anderledes research-rammer, der kan opnå høje resultater med en snævert data-set'.

Hvad kan det så bruges til? Forskerne er håbefulde for, at systemet vil kunne bruges på handicappede mennesker, der har mistet evnen til at tale. Man går efter at lave en forholdsvis simpel hjerne-computer-opsætning, der kan få personer i tale uden nogen form for bevægelse.

Modsat ser man professor Stephen Hawkings system, der på grund af sin sygdom ikke kan tale selv. Han styrer en computer gennem bevægelser i sin kind. De bevægelser registreres i hans briller, som så registreres yderligere gennem infrarødt signal i computeren.

Forskerne mener også, at man vil kunne præcisere systemet endnu mere, mens der samtidigt skal bruges færre elektroder. Og inden for fem år er påstanden, at man kan udvikle et system, der kan interagere med din smartphone.