9 supermobiler til udsalgspris Det vælter ud med nye smartphones, men selv smartphones med et år på bagen giver stadig masser af smæk for skillingen. Vi guider til 9 super-smartphones til udsalgspris. 

Sony Xperia S

Pris ved salgsstart: 3.500 kroner. Nu set til 2.485 kroner. Prisfald: 29 %

Xperia S har et unikt design og masser af funktionalitet – med en pris på omkring 2.500 kroner er der tale om et rigtig godt køb. Skærmen er 4,3 tommer stor og har en rigtig høj opløsning på 1280 x 720 pixel. Kameraet er også ganske imponerende med 12 megapixel, autofokus og en lysstærk sensor, der klarer sig godt i dårligt lys. Styresystemet i telefonen er Android 4.0 – også kaldt Ice Cream Sandwich – og det er med Sonys egne tilpasninger.

Heldigvis er disse tilpasninger af en ganske mild karakter og ødelægger ikke brugeroplevelsen. Telefonen er desuden ganske hurtig i brug. Det skyldes blandt andet den hurtige dual-core processor på 1,5 GHz. Der er også 1 GB ram i telefonen, så der er rigeligt med arbejdshukommelse.

Nokia Lumia 800

Pris ved salgsstart: 4.000 kroner. Nu set til 1.749 kroner. Prisfald: 56,3 %

En af de billigste smartphones med Windows Phone-styresystemet kommer fra finske Nokia, der i sandhed er kommet med en interessant telefon med Lumia 800. Skærmen er på 3,7 tommer og er altså ikke så stor som mange andre skærme, man ser i smartphones, men størrelsen fungerer fint til Windows Phone-systemet. Opløsningen er på 800 x 480 pixel.

Kameraet er på 8 megapixel og tager fine billeder uden at være prangende. Der er naturligvis autofokus og fotolys til dårlige lysforhold. Styresystemet er som sagt Windows Phone, og versionen er 7.5. Der vil komme en opgradering til Windows Phone 7.8 i fremtiden, som blandt andet vil introducere en forbedret Start-skærm. Processoren i Lumia 800 er en enkeltkerneprocessor på 1 GHz, men systemet føles ganske hurtigt alligevel.

Samsung Galaxy S3

Pris ved salgsstart: 4.800 kroner. Nu set til 3.444 kroner. Prisfald: 28,3 %

En af Samsungs nuværende topmodeller er faldet drastisk i pris siden lanceringen i maj, og den lave pris gør den til et rigtig godt køb. Skærmen i Galaxy S3 er 4,8 tommer stor og rigtig flot. Samsung har valgt at bruge en Super AMOLED-skærm i topmodellen, og opløsningen er på 1280 x 720 pixel. Skærmen er fremragende i brug. Kameraet er også et af fokuspunkterne i Galaxy S3. Opløsningen er på 8 megapixel, og den har naturligvis også autofokus.

Der er desuden gode muligheder for at tage billeder i dårlig belysning. Kameraet kan optage video i fuld HD med 30 billeder i sekundet. Galaxy S3 leveres med Android 4.0 og kan opgraderes til Android 4.1. Sammenkoblet med den hurtige quad-core processor er der tale om en rigtig hurtig telefon.

Se resten af de ni smartphones på mobil.nu