Et hold forskere har fundet et hul hos Apple, som gør det muligt for hackere at få adgang til de vedhæftede billeder og videoer, du sender via. Apples iMessage-funktion.

Det er forsker Matthew D. Green, der er krytologiekspert ved John Hopkins Universitetet i Baltimore, som sammen med en gruppe studerende fra universitetet har opdaget fejlen, skriver The Washington Post.

Forskerholdet har fundet sikkerhedshullet ved brug af en bestemt software, som efterligner en rigtig Apple-server, og den vej igennem har man tvunget sig vej til det krypterede billede, der var vedhæftet en iMessage-besked.

Sagen kommer frem, efter at Apple og FBI i længere tid har haft en verserende sag, fordi det amerikanske justitsministerium vil tvinge Apple til at lave en software, der kan give FBI adgang til terrorist Syed Rizwan Farouks iPhone. Syed Rizwan var en af de to terrorister, der i december sidste år gik til angreb under en julefest i Californien, hvor 14 mennesker mistede livet.

Ifølge Matthew D. Green giver det dog netop ikke mening at en teknologivirksomhed skal komprimittere sin egen sikkerhed.

»Selv Apple med alle deres evner - og de har mange fremragende kryptografer - var ikke i stand til at lave det her helt rigtigt. Derfor skræmmer det mig, at vi har den her samtale om at lave bagdøre til krypteringer, når vi ikke engang kan lave simple krypteringer korrekt,« siger Matthew D. Green til Washington Post.

Apple er dog opmærksom på iMessage-fejlen, og skulle ifølge virksomheden selv have løst det i den nyeste opdatering iOS 9.3, der nu er tilgængelig efter offentliggørelsen af den nye iPhone mandag.

»Vi sætter pris på holdet af researchere, der har identificeret denne fejl og gjort os opmærksomme på den, så vi kunne rette op på svagheden,« siger Apple i et statement.