Tjenesten Google Drive er ramt af tekniske problemer. Det gælder, ifølge det britiske medie Independent, for brugere verden over.

Via det sociale medie Twitter oplyser Google, at man onsdag aften, dansk tid, er i gang med at undersøge sagen.

Google Drive er en populær cloud-baseret tjeneste, hvor brugere kan uploade filer, dele dem med andre og få adgang til dem fra en hvilken som helst computer, tablet eller smartphone.

Desuden indeholder den funktioner som Google Docs og Google Sheets, hvor flere brugere kan arbejde i et fælles dokument eller regneark samtidig.

Ifølge Downdetector begyndte de første meldinger om nedbrud at strømme ind omkring klokken 22. Det er endnu uvist, om tjenesten har gemt de ændringer, brugere nåede at lave i deres dokumenter, inden Google Drive brød sammen.

Klokken 23.10 melder Google på Twitter, at tjenesten er tilbage hos de fleste brugere, og at de forventer at få resten med inden for kort tid.

Opdateres...