Udenlandske opkald, der ribber dig for penge, er et voksende problem. Men du kan faktisk gøre noget for at undgå dem.

Er du plaget af telefonopkald, hvor det kun handler om at narre penge fra dig? Så er der hjælp at hente.

I hvert fald hvis du har en smartphone. Med apps som ‘Truecaller’, ‘Ring Control’ og ‘Calls Blacklist’ kan du beskytte dig selv mod fupopkald, svindlere, ja sågar meget ihærdige telefonsælgere.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvordan du kan få din smartphone i topform -nemt og helt gratis.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Udenlandske opkald, der ribber dig for penge, er et voksende problem. Men du kan faktisk gøre noget for at undgå dem.

Er du plaget af telefonopkald, hvor det kun handler om at narre penge fra dig? Så er der hjælp at hente.

I hvert fald hvis du har en smartphone. Med apps som ‘Truecaller’, ‘Ring Control’ og ‘Calls Blacklist’ kan du beskytte dig selv mod fupopkald, svindlere, ja sågar meget ihærdige telefonsælgere.

Mobilekspert og redaktør på internetsiden mobil.nu Steen Jørgensen har personligt gode oplevelser med ‘Truecaller’, der kan fås til både iPhone og Android.

»Jeg er virkelig glad for den. Den har fjernet en stor irritationsfaktor for mig. Jeg blev kimet ned af telefonsælgere i Danmark, som ville prakke mig alt muligt på. Og jeg har også modtaget opkald fra udenlandske numre, men det er slut nu,« siger Steen Jørgensen. Den oplevelse deler han med journalist Lasse Olsen fra mobilsiden.dk.

»Truecaller har en god brugerflade og er nem at betjene,« siger Lasse Olsen.

Pirrer din nysgerrighed

Fupopkald kan koste dig hundredvis af kroner, hvis du ikke er opmærksom. Eksempelvis kan der stå en computer i Marokko, som foretager tusindvis af opkald til danske telefoner, og opkaldene er programmeret til blot at vare et sekund, derfor når du aldrig at tage telefonen. I stedet har du et ubesvaret opkald.

Pointen er, at du skal blive nysgerrig og ringe tilbage. Først her viser det sig, at nummeret, du ringer til, koster meget mere end almindelig dansk takst. Men du kan let undgå den slags fup med apps, der blokerer for opkald.

»Den virker også ved personlig chikane, da man kan blokere opkald og sms’er fra bestemte numre. Og hvis det samme nummer bliver registreret gentagne gange, bliver det blokeret for alle brugere af appen,« siger Steen Jørgensen.

Hos TDC – Danmarks største teleudbyder – kender de til problemet med overtakserede fupopkald.

»Det er en meget almindelig type svindel, som er nærmest umulig at komme til livs. Der er mange, som er udsat for det, men de færreste opdager det nogensinde,« siger Rasmus Avnskjold, presserådgiver TDC:

Er ikke ulovlige

Ifølge Rasmus Avnskjold når de fleste, som ringer op til et overtakseret nummer, at lægge hurtigt på igen, så det kun koster en 7-8 kr. Det er dog alligevel det, som svindlerne lever af, hvis nu 100 danskere hopper på.

Det er svært at komme fupopkald til livs. De består af elementer, som ikke isoleret set er ulovlige: du modtager et opkald fra et udenlandsk nummer, du ringer tilbage til nummeret, som så viser sig at være et overtakseret nummer.

»Det svarer til, at du ringer til et dansk 90-nummer, som koster mere end almindelig takst,« siger Rasmus Avnskjold, TDC.

Der findes et utal af forskellige typer telefonsvindel. Og de kommer oftest i bølger, viser erfaringer fra Rigspolitiet, hvor man oplyser, at der senest i efteråret var en stigning.

En del danskere oplevede det også i begyndelsen af denne måned, hvor udenlandske svindlere ringede danskere op og udgav sig for at være fra Microsoft med henblik på at overtage computere og dermed adgang til for eksempel netbank.

--- OOO --- OOO --- OOO ---

GUIDE: FÅ DIN SMARTPHONE I TOPFORM

 

To gratis-apps, der trimmer din smartphone

1. Battery Doctor/iPhone : Battery Doctor beskytter og optimerer dit batteri. Den registrerer, hvad der dræner batteri, så man kan justere det. Den giver mulighed for at lave justeringer i din smartphones opsætning og frigør plads, som får din iPhone til at arbejde hurtigere.

2. Clean Master/Android: Clean Master analyserer telefonen og hjælper med at lave justeringer, som giver dig mere batterilevetid og plads. Hvis man eksempelvis har filer liggende, som man ikke har brug for, så rydder den op - det gør din smartphone hurtigere.

Sådan sikrer du din smartphone

Brug et par minutter på at tyverisikre din smartphone, inden den forsvinder. Med disse apps kan du fjernstyre din telefon og slå GPS’en til, så du kan finde den igen.

Sådan gør du:

Find my iPhone/IPhone

Tænd for funktionen på din iPhone eller iPad ved:

1. Gå til Indstillinger (Settings) på din iPhone eller iPad

2. Tryk på iCloud

3. Log in med dit Apple ID, hvis det er nødvendigt

4. Tænd for Find My iPhone

Android Device Manager/Android:

Du skal tilknytte din smartphone til din Google-konto ved:

1. Gå til Google Indstillinger ét af disse steder (afhængigt af din enhed):

2. En separat app, der hedder Google Indstillinger

3. I Indstillinger, hvor du skal rulle ned og trykke på Google

4. Tryk på Sikkerhed.

5. Gå til »Android Enhedsadministrator«, og aktivér eller deaktiver Find denne enhed fra ekstern placering og Tillad ekstern låsning og fabriksnulstilling. Derefter sender Android en besked til din telefon, der beder om tilladelse til, at du kan fjernstyre din smartphone

Hvis du mister telefonen:

Har du mistet din mobil – så er der håb endnu. Du skal først ringe til dit teleselskab og få spærret dit sim-kort. Herefter kan du gøre følgende:

iPhone:

Du skal logge ind på iClouds hjemmeside eller bruge Find My iPhone app’en. Her skal du aktivere ”Lost Mode”.

Med Find My iPhone kan du finde din iPhone på et kort. Pas dog på med selv at lege detektiv og opsøge gerningspersonen.

Så snart du har aktiveret Lost Mode, vil den stjålne iPhone være låst og kræve, at den, der finder telefonen, skal indtaste dit Apple ID og kodeord, inden de kan gøre noget ved den.

Dermed er telefonen ubrugelig for tyven.

Android:

Du skal logge ind på Android Device Manager (eller Android Enhedsadministrator) med din Google-konto.

Her kan du se din mobils placering på et kort, hvis den er tilkoblet Wi-Fi eller en data-forbindelse.

Placering skal også være slået til på telefonen.

Du har også mulighed for at ringe din telefon op i 5 minutter for fuld lydstyrke fra enhedsadministratoren. Det er praktisk, hvis du har forlagt din mobil et sted i nærheden.

Du har du også mulighed for at låse din telefon og rydde alle data.

(Kilde: Steen Jørgensen, redaktør på mobil.nu og Forbrugerrådet Tænk)