Som følge af Facebooks børsnotering får reklamer en meget større visuel rolle på din Facebook-væg. Men Facebook har flere ændringer i støbeskeen.

Her kan du læse Thomas Bigums vurdering af tre Facebook-fremstød:

Facebook ’credits’

- Det er en betalingsform, som lige nu bliver brugt i diverse onlinespil på Facebook. Man kan godt forestille sig, at man kan indbetale penge på en konto, og så kan man bruge den helt nye verdensvaluta, Facebook ’credits’ til at shoppe i forskellige butikker. Men der skal nok noget tid igennem timeglasset, før det sker.

Facebook som Internettets navle

- Facebook vil rigtig gerne være en central del af internettets infrastruktur. Før har de stået ovre i hjørnet, nu vil de gerne ses på hele Internettet. Man skal kunne logge ind med Facebook på endnu flere tjenester og hjemmesider end nu. Ligesom man kan gå på nogle mediers hjemmesider og så gå direkte i kommentarfeltet. Tanken er, at Facebook ikke bare skal være en hjemmeside, man logger ind på. Det skal være meget mere end det.

Facebook – App Store

- Der er i øjeblikket meget spekulation om et Facebook App Store. Men det bliver en rigtig stor udfordring. For det er også et stort marked, de går ind på. De er oppe i mod Google og Apple, og Facebook har jo ikke nogen telefon, så man forstår måske ikke helt, hvorfor de gør det.