Den nyeste udgave af gadget-ikonet iPhone rammer i dag butikkerne flere steder i landet. Årsagen til den store succes for Apples telefon er én simpel ting – holde sig til en enkelt telefon.

Apple og den nu afdøde chef, Steve Jobs, har virkelige formået at skabe et verdensbrand uden lige med deres iPhone. Modsat alle Apples konkurrenter har de nemlig valgt en meget utraditionel vej med blot at have en model til telefonmarkedet, hvor eksempelvis HTC og Nokia har henholdsvis 14 og 30 tilgængelig modeller.

- Én af de ting, Apple har gjort fuldstændig mod al rådgivning og modsat alle andre selskaber, det er, at de har insisteret på kun at have én mobil. Der findes kun iPhone i forskellige generationer,« siger Martin Brynskov, der er lektor på Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.



- Rent markedsføringsmæssigt er det utrolig stærkt. Alle ved, hvordan iPhones ser ud, og man ved helt præcis, hvad man får. Det er utrolig kommunikerbart,« forklarer Martin Brynskov.

I dag starter salget af den femte udgave med navnet iPhone. Det har skabt lange køer i USA, Canada, Australien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Japan, som er de første lande med adgang til den eftertragtede gadget. Alt imens må resten af verden – heriblandt Danmark – vente to uger på iPhone 4S.

Kæmpe mediefokus

Apple har netop været fantastiske til at iscenesætte deres iPhone. Mange millioner verden over fulgte med stor nysgerrighed deres præsentation af den nye iPhone, da de 4. oktober holdt et pressemøde med titlen ’Let’s talk iPhone’.



- I mediebilledet fylder de jo grotesk meget i forhold til deres udbredelse. Nokia har længe siddet på langt mere af det samlede telefonmarked, men fordi der kun er én iPhone, og fordi den næsten er synonym med, hvad en smartphone er, så ser det ud, som om Apple er meget mere dominerende, end de er, når man kigger på de runde tal,« siger Martin Brynskov.

Selvom den nye version af Apples iPhone altså ikke har skiftet udseende, men blot fået ny indmad, så ligner det alligevel en storsælger. I løbet af de første 24 timer efter præsentationen den 4. oktober blev der forudbestilt en million iPhone 4S.