Er du en af de mange danskere, som har en smartphone? Så er du sikkert også en af de personer, som er nødt til at oplade telefonen hver nat. Og prisen for den nærmest evige opladning af telefonen? Ja, den er nok en helt anden, end du går og tror.

Bruger du din smartphone flittigt til besøg på nettet, Facebook, Instagram, Twitter, opkald, billeder eller Snapchat? Så ved du også, at telefonen skal oplades ret ofte. Nok hver nat.

Og det kunne man så tro, skulle være en rigtig dyr fornøjelse, når din iPhone, Samsung eller HTC skal have ny energi.

Men det er det i den grad langt fra.

Det amerikanske business-magasin Forbes har lavet en lille udregning, som viser, at det på det nærmeste ikke betyder blot en lille bule i din elregning set over et år, at du skal oplade din smartphone nat efter nat.

Billigere end bland selv-slik
En smartphone med et standardbatteri, som det der findes i en iPhone 5, har en specifikation på batteriet, der hedder 1.440mAh.

Et sådan batteri vil kræve 2.000 watt-timer om året, hvis smartphonen skal oplades hver nat. Det betegnes typisk som 2kWh - for nu at blive i de tekniske termer - om året.

Herfra tager det så ikke lang tids søgning på nettet, for at finde ud af, hvad 2kWh koster. Og det er forsvindende lidt.

Alt afhængigt af hvilket elselskab, du har, så koster det maksimalt en krone for 2kWh. Nogle steder bliver prisen ikke højere end 50 øre for 2kWh. Med afgifter løber prisen så op i to-tre kroner om året.

Det vil med andre ord sige, at det koster dig ikke mere at oplade din smartphone hver dag i et år, end det koster at købe ét par stykker bland selv-slik.

Så hvis du har behov for det, kan du roligt oplade din telefon flere gange om dagen. Det er nok ikke det, der får bunden til at gå ud af pengepungen.

Det gør i øvrigt historien om den dengang 19-årige Tobias Koch, som blev fyret for at lade sin mobil op på arbejdet, da han 'stjal strøm', desto mere absurd.

Den kan du læse mere om herunder.