En undersøgelse, hvor næsten alle danske mobilejere er med, viser ingen forbindelse mellem hjernesvulster og mobiltelefoner.

En undersøgelse, der indeholder data fra 2.9 millioner danskeres mobiltelefonvaner viser, at der ikke er nogen synderlig forbindelse mellem visse hjernesvulster og mobilsnak. Det skriver Reuters.

Undersøgelsen, der er foretaget af WHOs kræftforskningsenhed i samarbejde med en række danske forskere, skulle fastslå, om der er en sammenhæng mellem såkaldte akustiske neuromer og brug af mobiltelefoner.

Ikke "rigtig" kræft


Akustiske neuromer er svulster, der vokser på nerven, der sidder mellem hjernen og det indre øre. Der er ikke tale om egentlige kræftsvulster, men om en type relativt ufarlige svulster, der dog kan give anledning til svimmelhed og balanceproblemer. Får de lov at vokse, kan de lægge et farligt pres på hjernen.

Undersøgelsen sammenligner data mellem alle, der ejede en mobiltelefon i 1995 og tidligere og en række socio-demografiske kræftdata fra Danmark, der er samlet ind frem til 2006. Dermed har man altså tilvejebragt 11 års data for en meget stor befolkningsmængde.

Stadig for tidligt


Forskerne konkluderede, at der ikke var ret meget, der talte for en sammenhæng mellem mobiltelefonbrug og akustiske neuromer. Der var nemlig kun 800 ud af de næste tre millioner danskere, der i 1995 eller før ejede en mobiltelefon, der fik konstateret akustiske neuromer. Og dem, der ejede mobiltelefoner før 1995, havde ikke større risiko for at blive ramt af neuromerne, end folk, der senere erhvervede sig en mobiltelefon.

Undersøgelsen er netop blevet publiceret i det anerkendte, medicinske tidsskrift American Journal of Epidemiology. Lederen af forskergruppen, Joachim Schüz påpeger dog, at siden der kun findes lidt over 15 års data på mobilområdet, er det stadig for tidligt at drage nogle større konklusioner om sammenhængen mellem kræft og mobiltelefoni.