Siden mandag har omkring 200.000 Canal Digital og Viasat-kunder med parabol været ramt af sort skærm på en række populære tv-kanaler heriblandt Kanal 4. Kanal 5 og 6'eren. Det skyldes en strandet forhandling mellem Canal Digital og Discovery Networks, som ikke kan blive enige om prisen på tv-rettighederne.

Hidtil har Canal Digital nægtet at give deres kunder et nedslag i prisen på deres abonnement på trods af, at flere kunder offentligt har været ude med kritik af selskabet. Eksempelvis Henriette Mikkelsen, der sagde følgende til BT.

»Vi finder det en smule frustrerende, at det er næsten alle de kanaler, vi ser på der er væk. Den eneste grund til, vi valgte Canal Digital var på grund af Kanal 4, Kanal 5, 6'eren, TLC TV 3 og Discovery-kanalerne,« lød det fra hende. Flere bruger har sågar truet med at opsige deres abonnement hos Canal Digital, hvis de ikke får et nedslag i prisen. I stedet for et nedslag i prisen er Canal Digitals kunder blevet tilbudt kompensation i form af nogle andre kanaler eller leje af 10 film.

Viasat parabol-kunder har også været ramt af konflikten, fordi Viasat køber adgang til kanalerne i gennem Canal Digital. Nu får de ramte Viasat-kunder fra den kommende weekend enten tilbudt en række Viasat Film-kanaler eller 10 lejefilm og et beløb der svarer til mellem 15-30 kroner om måneden alt efter, hvilket abonnement man har. Det forlyder, at kompensationen udbetales for det antal dage, som kunderne ikke har kunnet se kanalerne. Det skriver Viasat i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag. Her lyder det også, at hvis konflikten ikke er løst, når vi kommer til marts, så vil Viasat finde en anden løsning.

Du kan læse flere detaljer om de forskellige former for kompensationer i faktaboksen i bunden af artiklen.

Det får dog ikke Canal Digital til at ændre dets form for kompensation. I en opdateret 'oftest stillede spørgsmål'-sektion på tv-udbyderens hjemmeside lyder det.

»Vi har valgt at kompensere med andet tv-indhold, fordi det er tv-indhold, der midlertidigt mangler i vores tv-pakker.  Vi ved godt, at det er et plaster på såret og ikke kan erstatte Discovery-kanalerne, men vi håber, at vores kunder vil nyde nogle af de andre gode tv-kanaler, vi har.

Og at kunder med de store tv-pakker har lyst til at gå ind og udvælge sig lige præcis de 10 gode film, de har lyst til at se på vores Go filmleje tjeneste,« lyder det inde på Canal Digitals hjemmeside.

Her bliver der også lagt vægt på, at Discovery-kanalerne er mere værd end henholdsvis 15 og 30 kroner om måneden, som Viasat kompenserer nogle af deres kunder.

»De beløb afspejler bestemt ikke kanalernes værdi. Men Viasat bestemmer selv hvilket beløb, de ønsker at kompensere deres kunder med.«

Både fra Canal Digital og Discovery Networks går meldingen på, at der bliver forhandlet om en ny aftale, som forhåbentligt bliver aftalt 'hurtigst muligt'.