Amerikanske forskere har fundet ud af, at et stof, der stammer fra marihuana, kan stoppe spredningen af mange former for aggressiv kræft og potentielt undgå dødsfald som følge af sygdommen.

- Det tog os cirka 20 års forskning at nå frem til dette, men vi er meget begejstrede. Vi vil i gang med forsøg hurtigst muligt, siger en af forskerne bag opdagelsen, Pierre Desprez fra California Pacific Medical Center i San Fransisco, til Huffington Post.

Desprez, som er molekylærbiolog, har i årtier studeret genet ID-1, der forårsager spredning af kræft. Samtidig har hans kollega, Sean McAllister, undersøgt virkningen af stoffet cannabidiol, som findes i cannabisplanten. Og sammen har de to kombineret cannabidiol og celler med højt ID-1-niveau for at undersøge effekten.

- Vi fandt ud af, at cannabidiol kan »slukke« for ID-1, siger Desprez til Huffington Post.

Desprez og McAllister offentliggjorde for første gang deres forskningsresultater i 2007, og siden har de fundet ud af, at cannabidiol ikke blot virker i laboratoriet, men også på dyr.

I begyndelsen fokuserede forskerholdet desuden på brystkræft, men har nu fundet ud af, at cannabidiol virker mod mange aggressive kræftformer - for eksempel i hjernen og i prostata.

Desprez understreger, at man aldrig vil kunne få den ønskede virkning blot ved at ryge marihuana. Samtidig siger han, at forskerholdet er gået i gang med at producere stoffet syntetisk i stedet for at bruge cannabisplanter.